06/04/2026
Det var aldrig meningen at vi skulle leve i så hurtigt et tempo som vi gør.
Vores kroppe er ikke byggede til det og derfor siger de fra. Det er ikke fordi de er svage. Det er bare, fordi de ikke er maskiner.
Vi har skruet os ned i en usund kultur, hvor vi driver rovdrift på vores egne resurser, uden at give næring tilbage til det system der skal bære os igennem hele livet.
Og præcis den samme rovdrift-mentalitet udsætter vi jorden for.
” Vi behandler Moder Jord som vi behandler dens kvinder”, hørte jeg en gang nogen sige.
Og derfor siddder der et jubelskrig i lykke af mig, over at have oplevet på første modul af årsforløbet, hvad der så sker, når kvinder samles over længere tid i et fællesskab, hvor de griber hinanden og nervesystemer falder til ro.
Der skete noget der, som jeg endnu ikke helt kan sætte ord på.
Men det var noget med at turde læne sig så langt tilbage i tillid, at kroppe ikke kan undgå at blive grebet blødt.
Det var noget med at hvile så dybt i naturens favn, med den restorative yoga og i hinanands nærvær, at noget endnu mere sandt turde krakelere frem.
At se skuldre smelte og nogen for en stund tør lægge den byrde fra sig som de har samlet op igennem livet.
At stole på, at de ikke skal holde alt, ikke skal tage alt ansvar på sig, men at noget også holder dem.
Det var første modul på årsforløbet i ” Restorativ yoga, selvomsorg og cyklisk visdom”. Vi var dybt i den svenske skov. Kun kvinder og forårssolen og den dybe skovsø og de mange stjerner.
Vi er skabt til livet her på jorden.
Ikke som overlevelsesmaskiner, men som sansende. Nydende, levende væsner.
Og hvis vores nervesystemer konstant er i alarmberedskab, så afkæres vi for den forbindlese. Til hinanden. Til jorden. Og til os selv.
Det lykkelige er, at vi rent faktisk HAR et valg. Også når det ser ud som om der intet er. Og alle dissse kvinder i flokken på dette årsforløb har taget det valg.
Halleluja
