16/11/2025
Prisen for at have været en ”god pige, der gør som der forventes” det meste af vores liv er, at vi begynder at prioritere andres forventninger langt over vores egne behov.
De fleste kvinder jeg kender, er opdraget til at være søde, smilende, omsorgsfulde, pleasende piger. Hvilket kan være nogle fine kvaliteter i begrænsede mængder, men hvis det KUN er den udgave som verden må se-hvor er der så plads til ALT det andet? Vreden, det utæmmede, det vilde, det instinktive?
Hvornår lærte vi kollektivt som kvinder, at vi må undertrykke vores intuituon og vores natur, for at få del i det livsvigtige fællesskab?
Hvornår lærte vi, at vi må forlade os selv, for at blive accepteret?
Jeg tror at svaret er old tudsegammelt, og er nedarvet igennem generation efter generation.
En livslektion, der er blevet givet fra mor til datter ud fra de bedste intentioner. For hvis vi stikker for meget ud, bliver vi brændt på bålet, siger den kollektive hukommelse.
For den husker. Og hver en kvindekrop husker. Og selvom det måske er mange år siden, at sætningerne blev sagt højt, så sidder de levende og hviskende i hver en kvindekrop.
”Kvinder skal tie i forsamlinger”
”Kvinders blod er urent”
”Kvindens lyst er i forbindelse med satan”
”Kvinden er uren 40 dage efter hun har født”
”Kvindens følelser er hysteri”
så hvis en gang imellem du synes det er svært at finde hende vildkvinden frem, så bare vid, at hun er i dig. Hun er ikke død. Men at noget i dig i dette liv eller før har troet på, at hun kan koste dig livet.
Men hun kan vågne igen. Det ved jeg. For vi har brug for hende. Og når hun gør, så håber jeg det bliver med et ulvehyl så stærkt, at selv de allermest fastfrossede må hyle med.
Foto fra årsforløbets gensynsweekend med hylende vildkvinder
