01/07/2025
Hvorfor møder jeg igen og igen mennesker, der ikke behandler mig godt?💭💔
Om hvorfor vi gentager eller bliver i relationer, der gør ondt – og hvordan vi langsomt kan lære at bevare os selv, sætte grænser og stå fast i det, der er vigtigt, også når andre mister sig selv.
Mange af mine klienter opsøger terapi, fordi deres relationer slider. Ikke nødvendigvis med drama eller store konflikter – men med en gradvis fornemmelse af at miste fodfæste i sig selv.
De fortæller om relationer, hvor de giver meget og får lidt tilbage. Hvor de bider sig i tungen, strækker sig for langt, tager ansvar, de aldrig blev bedt om – og alligevel bliver mødt med kulde, kritik eller fravær. Og så kommer tvivlen: Er det mig, der er for krævende? For følsom? Overanalyserer jeg?
Men bag tvivlen ligger ofte et dybere spørgsmål: Hvorfor bliver jeg ved med at havne i relationer, hvor jeg ikke bliver behandlet ordentligt – og hvad er det, jeg endnu ikke har lært af det?
Gentagelsen er ikke tilfældig
Når man igen og igen møder relationer, der gør ondt, kan det være nærliggende at konkludere, at man bare er uheldig med de mennesker, man møder. Men ofte er det mere frugtbart at spørge: Hvad er det, jeg genopfører? Hvad er det, jeg genkender – og måske ubevidst gentager?
Mange har tidligt lært at skabe tryghed gennem tilpasning. At stemningen i rummet afhænger af, hvor fleksibel man er. At relationen bevares bedst, hvis man ikke fylder, ikke siger for meget, ikke mærker for tydeligt. Sådan en strategi bliver ikke bare en vane – den bliver et mønster, der sætter sig i kroppen. I nervesystemet. I vores helt grundlæggende måde at være i relation på.
Når tilpasning bliver et vilkår
I traumeteori kalder vi det fawning, når man – som en automatreaktion – begynder at dulme ubehag ved at gøre sig nem, behagelig og ufarlig. Det er ikke noget, man bevidst vælger. Det er en tillært måde at sikre tryghed og forbindelse og undgå afvisning. Et system, der engang hjalp én til at overleve – men som i voksenlivet kan gøre det vanskeligt at mærke, hvor man selv begynder og ender.
Fawning opstår, når grænsesætning har været forbundet med risiko. Når der ikke var plads til protest, uenighed eller behov. Når kærlighed var noget, man skulle gøre sig fortjent til. Og det er derfor, det ikke hjælper at sige: “Du skal bare sige fra.” Det kræver ro, støtte og gentagne erfaringer med, at det faktisk er trygt nok at være tydelig.
Grænser som et tilvalg af sig selv
Grænser bliver ofte opfattet som noget hårdt eller distancerende, men i virkeligheden er de en forudsætning for nærhed. Når grænser mangler, mister vi orienteringen. Vi bliver for optagede af den anden og mister kontakten til os selv.
I mange tilfælde er det ikke frygten for konflikt, der forhindrer os i at sige fra – men frygten for at miste forbindelsen.
Og det er netop det, der gør arbejdet med grænser så grundlæggende: At kunne sige nej uden at miste sig selv. At kunne mærke sine egne behov uden at skulle retfærdiggøre dem.
At lære ikke at lade sig smitte
Set i det lys er gentagelsen – hvor opslidende den end er – måske ikke kun et udtryk for uheld eller uopmærksomhed. Den kan også forstås som en slags eksistentiel læreproces: Hvordan forholder jeg mig til andre menneskers grænseløshed, krænkelse eller følelsesmæssige fravær – uden selv at give slip på det, jeg gerne vil stå for?
Det handler ikke om at være uberørt eller immun. Det handler om at opdage, at man kan blive i kontakt med det gode i én selv – også når omgivelserne udfordrer det. At man kan være empatisk uden at blive overansvarlig. At man kan bevare sin etik og sin sensitivitet, uden at lade sig definere af, hvordan andre vælger at være i relation.
Måske netop dét er budskabet i gentagelsen: At du ikke skal lære at blive bedre til at tåle det urimelige – men til at vælge dig selv, uden at blive hård.
Hvis du står i det her – nogle begyndende skridt
At ændre gamle mønstre kræver ikke, at du revolutionerer hele dit liv fra den ene dag til den anden. For mange starter forandringen med at opdage, hvor ofte du forlader dig selv i forsøget på at bevare en relation. Det kræver opmærksomhed – ikke perfektion.
Her er nogle terapeutiske indgange til at begynde arbejdet:
💜Øv dig i at blive i kontakt med dig selv, også når du er i kontakt med andre. Læg mærke til: Hvornår trækker du vejret fladere? Hvornår forsvinder dine behov ud af rummet? Hvornår siger du ja, mens noget i dig stritter?
💜Stil dig selv spørgsmålet: Hvad koster det mig? Ikke kun økonomisk eller tidsmæssigt – men følelsesmæssigt, kropsligt, identitetsmæssigt. Nogle relationer kræver mere, end de giver – og det mærker kroppen ofte før hovedet.
💜Begynd at eksperimentere med mikroskridt. Et lille nej. En sætning sagt lidt tidligere, end du plejer. Et fravalg af en samtale, du ved, vil dræne dig. Det handler ikke om at blive konfrontatorisk – men om at lade din indre grænse få lidt mere ydre form.
💜Læg mærke til det sted i dig, der gerne vil blive ved med at forstå den anden – og spørg dig selv, om du også forstår dig selv. Mange med fawn-tendenser er gode til at mentalisere andre – men har glemt at gøre det med sig selv.
Disse skridt kan være svære at tage alene. I terapien arbejder vi med netop dét: At skabe et trygt og nærværende rum, hvor du kan begynde at undersøge dine mønstre uden skam, mærke dine grænser uden at forsvare dem – og langsomt finde hjem til det sted i dig, der ikke længere vil gå på kompromis for at blive i kontakt.🪻
Om hvorfor vi gentager eller bliver i relationer, der gør ondt – og hvordan vi langsomt kan lære at bevare os selv, sætte grænser og stå fast i det, der er vigtigt, også når andre mister sig selv.Mange af mine klienter opsøger terapi, fordi deres relationer slider. Ikke nødvendigvis med d...
