29/10/2025
Om rundkørsler, gravemaskiner, banegårde og psykoterapi 🔄🚦🙏
Fra vinduet i mit nye terapilokale på første sal i den gamle banegård i Viborg har jeg udsigt til rundkørslen på billedet. Lige nu er den under ombygning. Der er lyskryds, gravemaskiner, afspærringer og midlertidige omveje. Det hele ser lidt rodet ud. Men bag rodet ligger et formål, nemlig at skabe bedre flow.
Det er egentlig et meget godt billede på, hvad psykoterapi er.
Når vi begynder at arbejde med os selv, føles det ofte, som om alt bliver mere kaotisk i starten. Det, der før fungerede nogenlunde, bliver pludselig tydeligt som omveje, blindgyder og gamle vaner, vi har kørt i så længe, at vi næsten har glemt, at de ikke fører nogen nye steder hen.
Terapi er som at grave op i gamle lag af asfalt. Det støver, larmer og forstyrrer vores indre trafik. Vi opdager, hvor mange gange vi er drejet af for tidligt eller for sent, og hvor ofte vi har valgt den sikre, kendte vej frem for den, der faktisk fører os et nyt og mere rigtigt sted hen.
Men når vi bliver i processen, begynder vi at ændre noget. Vi skaber nye forbindelser. Vi øver os i at tage plads, i at mærke os selv midt i alt det, der foregår, og i at lade vores egen bevægelse få lov at ske. I stedet for hele tiden at orientere os efter de andre, begynder vi at spørge: Hvad har jeg brug for? Hvad føles rigtigt for mig? Hvor vil jeg gerne hen? Langsomt opstår en ny måde at være til på, hvor vi ikke længere bremses af gamle mønstre, men kan bevæge os frit og med os selv som udgangspunkt.
Det er som at finde forbindelsen til sin egen GPS igen. Den indre stemme, der viser retningen indefra, når vi tør stole på den. Den, der guider os væk fra de gamle omveje og hen mod noget, der føles mere sandt og levende.
Jeg tænker tit på symbolikken i, at mit nye terapilokale ligger netop her i den gamle banegårdsbygning. Et sted, hvor mennesker engang tog afsted og kom hjem. Hvor rejsen begyndte, og hvor man kunne skifte spor. På mange måder er terapi det samme. Et sted, hvor man kan sætte sig selv på toget igen efter at have stået fast eller i venteposition på perronen for længe. Hvor man kan vælge en ny retning, der fører tættere på sig selv.
Når rundkørslen engang står færdig, vil trafikken glide lettere. Der vil være overblik, klarhed og retning. Sådan føles det også, når terapien begynder at lande i kroppen, når det indre landskab får nye veje, og man kan mærke, at man ikke længere behøver at køre i ring.
Måske er det i virkeligheden hele pointen. At turde gå gennem perioden med rod og gravemaskiner, fordi man fornemmer, at noget nyt er ved at blive bygget. Noget, der gør livet lettere at bevæge sig i.
Vil du også i gang med at ombygge din egen indre rundkørsel, er du velkommen til at kontakte mig. Jeg har plads i terapilokalet lige her i den gamle banegård med udsigt til forandring.