09/01/2026
Inden jul havde jeg en session med en klient, hvor jeg blev tilskyndet til at bringe lyd ind i behandlingen — noget jeg kun sjældent gør.
Klienten har været i et længerevarende forløb, og netop denne session blev skelsættende.
Vi arbejdede med en dyb vrede, der var blevet aktiveret, da klientens grænser var blevet overskredet.
I hendes krop føltes det som et tungt stålpanser hen over brystet. En port, der var lukket.
Jeg kunne i starten kun arbejde med området ude i energifeltet, da fysisk berøring var ubehageligt for klienten. Det var yderst interessant at opleve, hvordan kroppen reagerede tydeligt på tonerne:
Nogle steder kom der resonans. Andre steder føltes det som hulrum, der langsomt blev fyldt ud. Ét sted “døde” lyden næsten. Her gav kroppen mig imidlertid lov til at arbejde blidt med hænderne — hvorefter der kom en tydelig forløsning, og lyden kunne integreres i området.
Til sidst, da jeg holdt klientens hoved og spurgte, hvordan kroppen havde det nu, græd hun stille og sagde:
“Stålpanseret er væk. Porten har åbnet sig. Det er så smukt - jeg er blevet genforenet med min sjæl.”
Øjeblikke som dette minder mig om, hvor vis kroppen er — og hvor kærligt den kan vise vejen, når vi lytter.
🙏💜
