31/07/2025
Et skrigende barn i et supermarked blev i dag indgangen til en dyb session med en klient. 🙂
Han fortalte om episoden lidt i forbifarten, men jeg kunne se på hans kropssprog, at noget var blevet trigget. Da jeg spurgte nænsomt ind, svarede han:
"Jeg har det bare svært med høje lyde efter det, jeg har været igennem" – og forsøgte at slå det hen. Men det lod jeg ikke ligge. 👀
Jeg spurgte, hvordan det havde påvirket ham i øjeblikket, og efter en pause sagde han:
"Det er faktisk lidt flovt at sige… men jeg havde lyst til at kvæle barnet eller bare gå min vej og lade mine varer stå. Men jeg blev stående." ☹
Da jeg forklarede, at hans reaktion ikke var forkert, men en traumerespons fra nervesystemet – kamp (kvæle) eller flugt (gå) – skete der noget. Han kunne pludselig se sig selv med mildere øjne. Med forståelse.
I løbet af sessionen fik vi fat i det underliggende traume. Det, der havde lagret sig i kroppen og i det ubevidste – og som blev aktiveret af lyden af et barn, der skreg.
Da vi forløste det, blev der skabt en ny ro i hans system.
Det er sådan, traumer arbejder i os: De overtager – og det er ikke den logiske del af hjernen, der styrer, men reptilhjernen, der handler for at overleve. Derfor kan vi reagere voldsomt eller irrationelt på noget, der set udefra virker som en bagatel.
Det er ikke dig, der er forkert.
Det er bare et gammelt sår, der beder om at blive forløst.
💛
