Familiecentret Vibygård

12/09/2025

Effektmåling var et af de store temaer på bestyrelsens udviklingsdag på Familiecentret Vibygård.

Vi har 39 års erfaring med familiebehandling i en terapeutisk ramme og i døgnregi. Vores faglighed er helt i top, vi kan se og mærke, at vores behandling virker og kan betale sig både menneskeligt og økonomisk.

Vi tror på, at relationer i familien kan heles gennem intensiv behandling - også når det handler om de familier, som har det aller sværest. Vi tror på, at vi hjælper børnene bedst, ved at behandle deres forældre og behandle familien samlet.

Det vi tror på, og det vi ved virker, det vil vi kunne dokumentere og måle effekten af. Vi vil finde ud af, hvad det er der virker særlig godt i vores behandling, og også om der er noget vi kan blive bedre til, eller om vi har blinde pletter. Vi er gået i gang med det spændende undersøgelsearbejde med at dokumentere effekten af behandlingen på Vibygård, og ugens bestyrelsesmøde med højt engagement var endnu en trædesten på vores vej.

Tak til Familiecentret Vibygårds bestyrelse for nysgerrighed og engagement ind i vores udviklingsarbejde på ugens heldagsmøde i bestyrelsen.

13/08/2025

Familiecentret Vibygård inviterer til en hyggelig eftermiddag for familier, som har boet på Familiecentret. Tidligere medarbejdere er også meget velkomne.

Dagen er torsdag d. 4. september kl. 13-16

Vi glæder os til at tage imod jer familier og tidligere medarbejdere, som har lyst og mulighed for at komme forbi, mærke Vibygård-stemningen, genoptage relationer og måske sætte håndaftryk på vores væg.

Vi sørger for en sandwich, kaffe, kage og vand til dem, som kommer.

I må meget gerne give besked, om I kommer, og hvor mange I kommer.

Mange kærlige hilsner
Trine, Rasmus, Lene
og alle øvrige medarbejdere på Vibygård

04/06/2025

𝐊𝐚𝐧 𝐭𝐫𝐚𝐮𝐦𝐞𝐛𝐞𝐡𝐚𝐧𝐝𝐥𝐢𝐧𝐠 𝐟𝐨𝐫𝐞𝐠𝐚̊ 𝐢 𝐟𝐚𝐦𝐢𝐥𝐢𝐞𝐧?

Belastende livsomstændigheder, kriser og chokerende begivenheder er en del af de fleste menneskers liv. Vi slipper sjældent gennem livet uden oplevelser, der ryster os og sætter vores nervesystem i alarmberedskab. Og selvom nogle mennesker får brug for professionel behandling efter sådanne hændelser, så er der meget der tyder på, at netværket - familien og de nære relationer - i mange tilfælde kan være den mest virksomme støtte.

Når et menneske udsættes for en potentielt traumatiserende begivenhed, er det ikke givet, at det udvikler fastlåste traumereaktioner eller PTSD. Meget afhænger af karakteren af den potentielt traumatiserende begivenhed, den påvirkedes personlighed, alder, tidligere hændelser, sociale vilkår, opvækstmiljø, resiliens - men også af, hvordan omgivelserne reagerer. Det at være tæt forbundet med andre – at blive set, lyttet til og mødt med nærvær – kan gøre en stor forskel.
Det er vigtigt at understrege, at der ER begivenheder og situationer, som kræver specialiseret, professionel behandling. Og hvis den specialiserede behandling ikke bliver givet, vil de fleste reagere med fastlåste traumereaktioner eller PTSD. Og måske endda udvikle psykisk sygdom. Simpelthen fordi den (eller de) oplevede begivenheder har haft en ekstrem voldsom, truende og rædselsvækkende karakterer. Ifølge Karstoft og Hoff (Podcast: Mens Du venter, 11. April 2025) er det omkring ca. 10 % af dem, som henvender sig til fagprofessionelle med traumer, som hører til denne gruppe.

I forhold til de resterende 90 % viser forskning og erfaring, at netværket – familien og de nære relationer – i mange tilfælde kan spille en væsentlig og forebyggende rolle i håndtering af traumereaktioner og i reducering af risikoen for udvikling af PTSD og andre psykiske lidelser.

𝐅𝐨𝐫𝐛𝐢𝐧𝐝𝐞𝐥𝐬𝐞 𝐨𝐠 𝐟𝐨𝐫𝐛𝐮𝐧𝐝𝐞𝐭𝐡𝐞𝐝

Traumeforskere som Rachel Yehuda, Bessel Van der Kolk, Stephen Porges, Gabor Maté, Bethany Brand og Karen-Inge Karstoft peger på oplevelsen af relationel forbundethed samt regulering af indre tilstande i nervesystemet som centrale faktorer i menneskers evne til at komme sig efter belastende og potentielt traumatisende begivenheder. Meget tyder på, at kvaliteten af relationerne omkring det enkelte menneske, er afgørende for, om en hændelse udvikler sig til en langvarig psykisk lidelse – eller bliver en overkommelig livserfaring.

Det sociale netværk – og særligt familien – kan fungere som en regulerende og stabiliserende ramme, hvor det enkelte menneske mødes med empati, nærvær og forståelse. Det er netop denne form for tryghed, som bidrager med ressonans og co-regulering. Det er den form for tryghed som aktiverer ”the social engagement system” i nervesystemet, og derved fremmer selvregulering, genopbygning og tilpasning til den nye situation (efter den potentielt traumatiserende begivenhed).

Ikke alle har adgang til sådanne ressourcer i deres nære netværk. Mange unge og voksne isolerer sig efter potentielt traumatiske begivenheder – enten af skam, skyld eller fordi de ikke forventer, at deres netværk kan rumme og bære deres tilstande. De trækker sig fra deres relationer og forbliver alene med deres reaktioner og indre tilstande, ofte uden at det opdages.

Derfor er det nødvendigt at betone vigtigheden af familiens rolle i forebyggelsen og den tidlige indsats i forbindelse med potentielt traumatiserende begivenheder. Vi har i dag et samfund, hvor støtte og behandling i stigende grad er individualiseret og fagprofessionel. Men forskning og praksiserfaring peger på, at den mest virksomme støtte ofte findes i de nærmeste relationer – og at det er en relativt lille gruppe, som har brug for decideret specialiseret fagprofessionel behandling.

𝐊𝐨𝐦𝐩𝐞𝐭𝐞𝐧𝐭𝐞 𝐟𝐚𝐦𝐢𝐥𝐢𝐞𝐫

En langsigtet undersøgelse fra Harvard (2023) viser tydeligt, at stabile, nære relationer er den mest afgørende faktor for menneskers oplevelse af livstilfredshed og psykisk trivsel. Dette bør også tænkes ind i traumeforebyggende arbejde og behandlingstilgange.

For at familier reelt kan varetage en støttende og regulerende funktion, kræver det, at de har viden og kompetencer til at håndtere kriser, følelsesmæssige reaktioner og traumereaktioner. Familier, der lykkes med denne opgave, er ofte præget af:

- gensidig forpligtelse og emotionel tilgængelighed,
- høj grad af følelsesmæssig nærhed og empati,
- evne til at rumme og regulere egne og andres indre tilstande,
- viden om traumer, krisereaktioner og følelsesmæssig regulering,
- fleksibilitet og resiliens i mødet med belastende omstændigheder.

I en tid, hvor velfærdssamfundet er under pres og de fagprofessionelle ressourcer begrænsede, er det nødvendigt at styrke det nære netværk som første led i en helingsproces. Familiens rolle bør revitaliseres som en del af et samlet forebyggende og behandlende beredskab.

Erfaringer fra den internationale traumekonference i Oxford (2024) understregede, at følelsen af forbundethed og håb er blandt de mest betydningsfulde faktorer i behandlingsforløb for traumereaktioner og PTSD. Det autentiske møde mellem mennesker – med nærvær og åbenhed – rummer en betydelig helende kraft, som hverken medicin eller metode alene kan erstatte.

Det er derfor væsentligt, at vi som samfund investerer i at opkvalificere og styrke familiers kompetencer til at støtte egne medlemmer – ikke som erstatning for det professionelle system, men som et nødvendigt supplement og i mange tilfælde som den mest umiddelbare og tilgængelige støtte.

𝐅𝐚𝐦𝐢𝐥𝐢𝐞𝐭𝐞𝐫𝐚𝐩𝐞𝐮𝐭𝐢𝐬𝐤 𝐭𝐫𝐚𝐮𝐦𝐞𝐛𝐞𝐡𝐚𝐧𝐝𝐥𝐢𝐧𝐠 𝐟𝐨𝐫 𝐝𝐞 𝐡𝐚̊𝐫𝐝𝐞𝐬𝐭 𝐫𝐚𝐦𝐭𝐞

I de tilfælde (cs. 10 %), hvor et menneske udvikler alvorlig traumatisering, PTSD eller psykisk lidelse, så er de nære famliære relationers støtte og regulering ikke nok. Så har menesket brug for specialiseret behandling f.eks. hos en psykolog, psykiater eller en traumebehandler. Og i de tilfælde så har, så har familien rundt om det traumatiserede menneske – altså hele familien - også brug for støtte. Alvorlige traumereaktioner rammer aldrig kun ét individ – de påvirker relationerne, stemningerne, hverdagslivet og familiens samlede nervesystem. Derfor bør traumebehandling i disse tilfælde ikke alene fokusere på den enkelte, men i høj grad også inddrage og støtte hele familien.

Traumeteori (f.eks. Yehuda (2022) og Bessel Van der Kolk (2014, 2020)) og erfaringer fra praksis viser, at når et familiemedlem oplever og rammes af alvorlig traumatisering, så påvirkes de øvrige familiemedlemmer også – både følelsesmæssigt og adfærdsmæssigt. De med-rammes. Ikke nødvendigvis af de oprindelige begivenheder, men af de efterreaktioner, tilstande og forandringer, som opstår. Hvis det er en forælder, som bliver traumatiseret, så øges ængstelige tilstande og vagtsomhed, og den følelsesmæssige tilgængelighed bliver ofte svækket, hvorved samspillet derved bliver forstyrret. Børnene begynder måske at tage ansvar, trække sig eller tilpasse sig og gemme egen behov og livfuldhed væk. I værste fald bliver traumatiseringen transgenerationel – den føres uforløst videre til næste led.

Et centralt udgangspunkt for behandling er derfor at arbejde med både individuelle og relationelle spor samtidig. Det betyder, at traumebehandling for alvorligt belastede familier bør finde sted i en terapeutisk ramme, hvor nervesystemer kan reguleres, relationer kan genopbygges, og familier støttes til igen at fungere som trygt og støttende fællesskab.

I praksis kan dette tilrettelægges som et flerstrenget forløb, hvor terapi i miljøet, individuel terapi, gruppeterapi, familieterapi og psykoedukation kombineres i en samlet indsats. En miljøterapeutisk ramme – eksempelvis i et familiecenter med døgnmulighed – kan være særlig effektiv, som midlertidig bærer af og hjælper for familien, indtil den igen kan stå selv.

I sådanne forløb er det ikke kun den (eller de) udløsende traumiserende begivenheder eller traumereaktioner, der behandles. Der arbejdes også med at genoprette tillid, genskabe følelsesmæssig kontakt, styrke tilknytning og genopbygge familiens kompetencer til at regulere sig selv og hinanden. Psykoedukation hjælper forældre med at forstå, hvad der sker i dem selv og i relation til deres partner og børn – og hvorfor. Børnene skal inddrages på et alderssvarende og relevant niveau, for som det så præcist er formuleret: ”Hvad børn ikke ved, har de ondt af” (Karen Glistup, 2006). Viden og indsigt forbinder og lindrer.

Selvom fagprofessionel behandling er nødvendig i disse tilfælde, er målet ikke at gøre familien afhængig af systemet, men tvært imod at gøre den selvbærende igen. Traumebehandling med fokus på hele familien handler derfor ikke kun om at regulere og hele det, der gik i stykker – men også om at finde fodfæste sammen og genskabe familiens egne regulerende kræfter. Det kræver tid, tryghed, specialiseret viden og nærværende fagpersoner – men det er også her, at dyb bearbejdning, forbundethed og de mest varige forandringer kan finde sted.

Traumebehandling i og med familien er derfor ikke blot mulig – i mange tilfælde er det den mest meningsfulde og virksomme vej videre.

15/05/2025

I dag er vores artikel "Vold mod børn kan forebygges gennem terapeutisk familiebehandling" på forsiden hos Socialmonitor.

Læs artiklen her

Hvis den negative spiral af vold i familier skal knækkes, bør vi tale langt mere om forebyggelse af anbringelser, skriver forstander og psykolog.

13/05/2025

Lyt til podcast@umagen.dk med Iver Hecht, psykolog og forstander emeritus for Familiecentret Vibygård. I podcasten øser Iver ud af sit mangeårige arbejdsliv med terapi. Du bliver ført ind i terapi med særligt blik for relationerne i familien, forbindelse, det indre barn og meget mere. Lyt med – det er interessant, oplysende og fængende.

Iver Hecht har været terapeut i en menneskealder og har en dyb passion for, hvad det vil sige at hjælpe et menneske - og at blive hjulpet af et andet menneske. I 2020 stoppede han som forstander på Familiecentret Vibygård efter 34 år.Tusindvis af ...

09/05/2025

𝐅𝐚𝐦𝐢𝐥𝐢𝐞𝐚𝐧𝐛𝐫𝐢𝐧𝐠𝐞𝐥𝐬𝐞 𝐬𝐨𝐦 𝐯𝐞𝐣 𝐭𝐢𝐥 𝐚𝐟𝐤𝐥𝐚𝐫𝐢𝐧𝐠, 𝐭𝐫𝐢𝐯𝐬𝐞𝐥 𝐨𝐠 𝐮𝐝𝐯𝐢𝐤𝐥𝐢𝐧𝐠

Det kan være en stor udfordring for en sagsbehandler eller rådgiver at finde den rette hjælp til et barn eller en familie i nød og mistrivsel – særligt når der er vold, omsorgssvigt eller andre alvorlige traumebegivenheder i familien. Det kræver både dyb faglig indsigt og evnen til at navigere i et komplekst landskab af tilbud og indsatser.

Især hvis vurderingen handler om, hvorvidt barnet skal fjernes fra hjemmet, eller om det er muligt at opbygge en tilstrækkeligt stabil og tryg omsorgsramme i familien, er det afgørende at vælge den rigtige indsats. Uanset om barnet skal blive i familien eller anbringes uden for hjemmet, er det centralt, at den hjælp, der sættes i værk, er godkendt af Socialtilsynet og har dokumenteret kvalitet.

𝐅𝐚𝐦𝐢𝐥𝐢𝐞𝐚𝐧𝐛𝐫𝐢𝐧𝐠𝐞𝐥𝐬𝐞 𝐬𝐨𝐦 𝐦𝐮𝐥𝐢𝐠𝐡𝐞𝐝 𝐮𝐧𝐝𝐞𝐫 𝐁𝐚𝐫𝐧𝐞𝐭𝐬 𝐋𝐨𝐯

Med Barnets Lov, der trådte i kraft i 2024, er mulighederne for familieanbringelser blevet styrket. Det åbner op for mere helhedsorienterede og behandlingsfokuserede løsninger, hvor familien i fællesskab får den nødvendige støtte og behandling.
Når en rådgiver vælger en familieanbringelse på et familiecenter som Familiecentret Vibygård, medfølger en række klare fordele – både for barnets trivsel, forældrenes udvikling og myndighedens afklaringsgrundlag.

𝐅𝐨𝐫𝐝𝐞𝐥𝐞𝐧𝐞 𝐯𝐞𝐝 𝐞𝐧 𝐟𝐚𝐦𝐢𝐥𝐢𝐞𝐚𝐧𝐛𝐫𝐢𝐧𝐠𝐞𝐥𝐬𝐞 𝐩𝐚̊ 𝐅𝐚𝐦𝐢𝐥𝐢𝐞𝐜𝐞𝐧𝐭𝐫𝐞𝐭 𝐕𝐢𝐛𝐲𝐠𝐚̊𝐫𝐝

𝐓𝐫𝐲𝐠𝐡𝐞𝐝 𝐨𝐠 𝐬𝐢𝐤𝐤𝐞𝐫𝐡𝐞𝐝
Familien placeres i et sikkert og trygt miljø, hvor behandling og støtte kan foregå uden de stressorer, som præger hverdagen i hjemmet.

𝐇ø𝐣 𝐟𝐚𝐠𝐥𝐢𝐠 𝐤𝐯𝐚𝐥𝐢𝐭𝐞𝐭
Med næsten 40 års erfaring og dyb specialisering i miljøterapi og terapeutiske processer sikrer Vibygård en professionel og dokumenteret tilgang.

𝐒𝐩𝐞𝐜𝐢𝐚𝐥𝐢𝐬𝐞𝐫𝐞𝐭 𝐭𝐫𝐚𝐮𝐦𝐞𝐛𝐞𝐡𝐚𝐧𝐝𝐥𝐢𝐧𝐠
Fokus på traumeforståelse, regulering og tilknytning sikrer, at behandlingen rammer rødderne til barnets mistrivsel – ikke kun symptomerne.

𝐇𝐞𝐥𝐡𝐞𝐝𝐬𝐨𝐫𝐢𝐞𝐧𝐭𝐞𝐫𝐞𝐭 𝐨𝐠 𝐫𝐞𝐥𝐚𝐭𝐢𝐨𝐧𝐬𝐛𝐚𝐬𝐞𝐫𝐞𝐭 𝐛𝐞𝐡𝐚𝐧𝐝𝐥𝐢𝐧𝐠
Behandlingen tager udgangspunkt i hele familiens situation og dynamik og skaber grobund for reparation og genopbygning af relationerne.

𝐑𝐞𝐬𝐬𝐨𝐮𝐫𝐜𝐞- 𝐨𝐠 𝐤𝐨𝐧𝐭𝐞𝐤𝐬𝐭𝐨𝐫𝐢𝐞𝐧𝐭𝐞𝐫𝐞𝐭 𝐭𝐢𝐥𝐠𝐚𝐧𝐠
Familien mødes med et blik for styrker og muligheder og med forståelse for, hvordan mistrivsel opstår og vedligeholdes i konteksten.

𝐒𝐭𝐚𝐛𝐢𝐥𝐭 𝐨𝐠 𝐞𝐫𝐟𝐚𝐫𝐞𝐧𝐭 𝐩𝐞𝐫𝐬𝐨𝐧𝐚𝐥𝐞
En engageret og erfaren medarbejdergruppe sikrer kontinuitet og tillid gennem hele forløbet.

𝐊𝐯𝐚𝐥𝐢𝐭𝐞𝐭 𝐢 𝐝𝐨𝐤𝐮𝐦𝐞𝐧𝐭𝐚𝐭𝐢𝐨𝐧 𝐨𝐠 𝐬𝐚𝐦𝐚𝐫𝐛𝐞𝐣𝐝𝐞
Centret leverer grundige faglige beskrivelser, der understøtter myndighedens videre beslutninger og planlægning.

𝐕𝐚𝐫𝐦𝐞 𝐨𝐠 𝐥𝐢𝐯𝐟𝐮𝐥𝐝 𝐚𝐭𝐦𝐨𝐬𝐟æ𝐫𝐞
Kærlighed, respekt og vitalitet præger hverdagen og skaber rammer, hvor forandring kan ske.

𝐇𝐯𝐨𝐫𝐟𝐨𝐫 𝐝ø𝐠𝐧𝐚𝐧𝐛𝐫𝐢𝐧𝐠𝐞𝐥𝐬𝐞 – 𝐨𝐠 𝐢𝐤𝐤𝐞 𝐤𝐮𝐧 𝐡𝐣𝐞𝐦𝐦𝐞𝐛𝐚𝐬𝐞𝐫𝐞𝐭 𝐟𝐚𝐦𝐢𝐥𝐢𝐞𝐛𝐞𝐡𝐚𝐧𝐝𝐥𝐢𝐧𝐠?

Selvom hjemmebaseret støtte fra private leverandører kan være en del af løsningen i nogle sager, har døgnbaseret familiebehandling væsentlige fordele i sager med komplekse og alvorlige problemstillinger:

𝐈𝐧𝐭𝐞𝐧𝐬𝐢𝐭𝐞𝐭 𝐨𝐠 𝐤𝐨𝐧𝐭𝐢𝐧𝐮𝐞𝐫𝐥𝐢𝐠 𝐬𝐭ø𝐭𝐭𝐞
Personalet er til stede i dagtimerne og tilgængelige i de vågne timer og kan dermed observere, intervenere og støtte præcis, når behovet opstår.

𝐀𝐝𝐠𝐚𝐧𝐠 𝐭𝐢𝐥 𝐭𝐯æ𝐫𝐟𝐚𝐠𝐥𝐢𝐠 𝐞𝐤𝐬𝐩𝐞𝐫𝐭𝐢𝐬𝐞
Behandlingen foregår i et miljø med bred faglighed og specialiseret viden, hvilket sikrer et højt kvalitetsniveau.

𝐒𝐭𝐫𝐮𝐤𝐭𝐮𝐫𝐞𝐫𝐞𝐭 𝐡𝐞𝐥𝐢𝐧𝐠
En midlertidig fjernelse fra hverdagskaos giver familien ro og overskud til reel bearbejdning udvikling.

𝐌𝐢𝐧𝐝𝐫𝐞 𝐩𝐫𝐞𝐬 𝐩𝐚̊ 𝐡𝐣𝐞𝐦𝐦𝐞𝐭𝐬 𝐫𝐚𝐦𝐦𝐞𝐫
Ved at tage behandlingen ud af hjemmet undgår man at hjemmet bliver et behandlingsrum, hvilket i sig selv kan være belastende.

𝐓𝐲𝐝𝐞𝐥𝐢𝐠𝐠ø𝐫𝐞𝐥𝐬𝐞 𝐚𝐟 𝐩𝐫𝐨𝐛𝐥𝐞𝐦𝐚𝐭𝐢𝐤𝐤𝐞𝐫
Når familien er i et støttende og superviserende miljø i de vågne timer, bliver uhensigtsmæssige mønstre hurtigt synlige – og kan håndteres i situationen.

𝐄𝐭 𝐝𝐨𝐤𝐮𝐦𝐞𝐧𝐭𝐞𝐫𝐞𝐭 𝐚𝐥𝐭𝐞𝐫𝐧𝐚𝐭𝐢𝐯 𝐦𝐞𝐝 𝐯𝐚𝐫𝐢𝐠 𝐞𝐟𝐟𝐞𝐤𝐭

Formålet med en familieanbringelse på Familiecentret Vibygård er at:

Mindske barnets lidelse og mistrivsel

Regulere traumetilstande og emotionelle ubalancer

Reparere og styrke familiens relationer

Øge forældres kompetence til at støtte deres børn

Gøre familien mere selvhjulpen og bæredygtig

På trods af alvorlig dysfunktion og traumatisering hos mange af de familier, centret modtager, viser erfaringerne, at varig forandring er mulig. Af de mere end 250 familier, der har været i behandling på Vibygård, er mange rejst videre som samlede familier – med børn i markant bedre trivsel.

Udover den menneskelige gevinst er der også en dokumenterbar samfundsøkonomisk effekt: En vellykket familieanbringelse forebygger langvarige anbringelser af børn, gentagne foranstaltninger og sociale omkostninger i årevis.

02/04/2025

𝐓𝐞𝐫𝐚𝐩𝐢 𝐨𝐠 𝐭𝐫𝐚𝐮𝐦𝐞𝐛𝐞𝐡𝐚𝐧𝐝𝐥𝐢𝐧𝐠 𝐭𝐢𝐥 𝐝𝐞 𝐟𝐚𝐦𝐢𝐥𝐢𝐞𝐫, 𝐝𝐞𝐫 𝐡𝐚𝐫 𝐝𝐞𝐭 𝐬𝐯æ𝐫𝐞𝐬𝐭

I denne artikel præsenteres virkelige cases i anonymiseret form og med tilladelse fra de involverede familier.

Der findes familier, hvor det ikke kan betale sig at gå i gang med at behandle med terapi og traumebehandling, fordi skaderne er så store, at de er svære at overkomme, eller at den aktuelle tilstand hos familiemedlemmerne er så kritisk, at der må en drastisk forandring til, for ikke at et barn, børn, forældre eller familien lider uhelbredelig last, og hvor adskillelse af familien er den bedste/eneste rigtige løsning.

MEN både erfaringer og undersøgelser viser, at langt de fleste familier, uanset graden af dysfunktion og traumatisering, kan komme i en sund udvikling, hvor mistrivsel gradvis kan vendes til trivsel. Ved at holde familien samlet i sikre og trygge rammer, er det muligt at udnytte den grundlæggende kærlighed, som forældre har til deres børn og det ønske de har, om at deres børn skal have bedre opvækstbetingelser, end de selv havde. Ved både at arbejde terapeutisk med forældre, børnene og deres indbyrdes relationer, og hvad der måtte være kommet til at stå i vejen for, at de kan have nærhed, tillid og frit flydende kærlighed, er det muligt at bryde den psykologiske arv. Det er muligt at få vendt mistrivsel til trivsel, utryg tilknytning til tryggere tilknytning, adskillelses og isolation til samhørighed, fare og frit fald til sikkerhed. Det er muligt at gøre forældrene sensitive nok til, at de (med deres egne ar på krop og sjæl) kan imødekomme deres børns følelsesmæssige og udviklingsmæssige behov.
Den udvikling er sket for mange af de familier, som har boet en periode på Familiecentret Vibygård.

𝐅𝐫𝐚 𝐛ø𝐫𝐧𝐞𝐬𝐨𝐥𝐝𝐚𝐭 𝐭𝐢𝐥 𝐞𝐭 𝐥𝐢𝐯 𝐦𝐞𝐝 𝐭𝐫𝐚𝐮𝐦𝐞𝐫

Deniz havde været børnesoldat som 4-årig. Han havde båret og brugt et gevær til at slå ihjel og haft funktion som vagt ved indgangen til den bydel, hvor han og hans familie boede. Hans far blev tortureret, og både hans søster og far mistede livet for øjnene af ham. Deniz’ mor elskede sin søn og gjorde alt, hvad hun kunne, for at Deniz (og hun) kunne overleve og ikke blive yderligere ofre for krig og ondskab. Det indebar bl.a., at hun lod sig fornedre, ydmyge og udnytte, indtil hun en dag så sit snit til at flygte. Da startede rejsen mod et sikkert sted at være – en flugt som krydsede hav og land og medførte mange rædselsvækkende oplevelser. Deniz’ mor var nødt til at efterlade sin søn sammen med sin bror og en fremmed, imens hun rejste mod Norden, hvor hun havde hørt fra andre familiemedlemmer, at der var samfundsmæssige forhold, man kunne overleve i. Imens mor var væk, oplevede Deniz vold og afstraffelse, men han overlevede.

Da Deniz og hans mor endelig blev genforenet i Danmark, var glæden stor, men livet skulle vise sig at være næsten umuligt at komme i gang med. Traumereaktionerne for både Deniz og hans mor var så overhængende, at alle relationer som Deniz indgik i, blev triggere af vold og ureguleret adfærd, og Deniz’ mor svingede imellem at miste lysten til at leve, være overdynget af smertetilstande, blive ædt op af skam og til at foretage tankeløse hævnaktioner mod mænd.

Familien kom til Familiecentret, da Deniz var 8 år. Alle skolerne i hans hjemkommune havde kastet håndklædet i ringen i forhold til at inkludere ham i nogen form for undervisning. Han blev betragtet som: ”Farlig”.
På familiecentret så vi, hvor rædselsslagen Deniz var. Hver gang en flyver fløj over himlen, var hans naturlige impuls at søge i dækning under det nærmeste dække. Som vi lærte Deniz at kende, begyndte vi at tage Deniz på skødet og holde kærligt om ham, når han blev bange.

𝐒𝐨𝐧𝐣𝐚𝐬 𝐫𝐞𝐣𝐬𝐞: 𝐅𝐫𝐚 𝐟𝐞𝐣𝐥𝐮𝐝𝐯𝐢𝐤𝐥𝐢𝐧𝐠 𝐭𝐢𝐥 𝐟ø𝐥𝐞𝐥𝐬𝐞𝐬𝐦æ𝐬𝐬𝐢𝐠 𝐨𝐦𝐬𝐨𝐫𝐠 𝐨𝐠 𝐭𝐫𝐲𝐠𝐡𝐞𝐝

I en anden familie var lille Sonja 9 måneder, da hun kom til Vibygård sammen med sin mor. Hun var født af unge forældre, som havde et utrygt parforhold præget af psykisk vold og angst. Sonjas forældre var begge vokset op med omsorgssvigt og psykisk sygdom/misbrug i familien og havde været overladt til deres egen regulering af følelsesmæssige tilstande og relationer. Sonja og hendes mor havde tidligere modtaget familiebehandling i hjemkommunes regi og været på observationshjem. Da Sonja kom til Familiecentret, var hun konstant på vagt, hendes arousal var tårnhøj, og hun søgte væk fra kontakten med sin mor. Hun sov højst 20 min. ad gangen, og hun havde kronisk forstoppelse – hendes sociale-, personlighedsmæssige- og følelsesmæssige udvikling var i fare. Hun var beskrevet som værende i fejl-udvikling.

På Familiecentret skete der en forandring, da Sonjas mor begyndte at arbejde terapeutisk med sin egen opvækst og de uregulerede tilstande af utryghed, angst og forladthed, den havde afstedkommet. Det skabte også forandring, at Sonja og hendes mor sammen arbejdede direkte med deres relation og tilknytning bl.a. med tilknytningsterapi i favn. Sonja begyndte at kunne sove og lade sig regulere, først af familiens kontaktperson, senere af hendes mor.

𝐓𝐞𝐫𝐚𝐩𝐢 𝐨𝐠 𝐭𝐫𝐚𝐮𝐦𝐞𝐛𝐞𝐡𝐚𝐧𝐝𝐥𝐢𝐧𝐠 𝐢 𝐞𝐧 𝐟𝐚𝐦𝐢𝐥𝐢𝐞 𝐦𝐞𝐝 𝐭𝐫𝐚𝐧𝐬𝐠𝐞𝐧𝐞𝐫𝐚𝐭𝐢𝐨𝐧𝐞𝐥𝐥𝐞 𝐭𝐫𝐚𝐮𝐦𝐞𝐫

En tredje familie, som fik hjælp på Familiecentret, var en far, mor og to piger på 5 og 7 år. De kom, fordi den største pige ikke kunne gå i skole af bar angst og uregulerede indre tilstande. Det viste sig, at forældrene begge to var vokset op i yderst dysfunktionelle familier. Faren var vokset op med ekstrem fysisk og psykisk vold og var overladt til sig selv og sin egen følelsesmæssige, sociale og personlighedsmæssige udvikling. For at deale med smerterne og følelserne blev han alkoholiker som 16årig. Moren var vokset op med en alvorlig psykisk syg mor og en far, der fik PTSD efter udsendelse til Afghanistan. Som barn/ung blev hun både mobbet og krænket af drenge/mænd, og da hun mødte sin kæreste, som hun troede var sit livs kærlighed, viste han sig at være yderst dominerende, krænkende og decideret farlig. Flere gange havde moren været ved at miste livet i situationer, hvor det var meningen, at de skulle udveksle kærlighed og intimitet. Faren og moren havde, før de kom til Familiecentret, haft et turbulent forhold med store dele kærlige følelser men også tilsvarende store dele svigt, mistillid, raseri og social kontrol, som var blevet en destruktiv almindelighed i deres parforhold. Få måneder efter forældrenes vielse var faren stukket af med en anden kvinde, men moren og faren havde fundet sammen igen. Efter fødslen af deres 2. barn fik moren en fødselsdepression, og hun var senere nødt til at blive indlagt i psykiatrien for ikke at ”blive sindssyg”. Tilmed havde familien siden fødslen af deres første barn været chikaneret af en psykisk syg mand, som gentagne gange havde opsøgt dem og truet moren med at ville voldtage hende og hendes piger og slå dem alle ihjel. Politiet kunnet ikke hjælpe.

Da familien kom til Familiecentret var begge børn i mistrivsel. De var uregulerede i deres adfærd og følelsesliv/udtryk, angstprægede, og de savnede kontakt med og overskud fra deres forældre. Forældrene var tilstede fysisk, men de var ikke nærværende. De var optagede af deres egne behov og processer, og især moren var kollapset og i dissociative tilstande store dele af tiden. Jo mere børnene råbte for at blive set, hørt, mødt og forstået, jo mere skældte forældrene ud og viste reaktioner og følelser, der emmede af afmagt.

𝐒𝐨𝐜𝐢𝐚𝐥 𝐞𝐧𝐠𝐚𝐠𝐞𝐦𝐞𝐧𝐭: 𝐍ø𝐠𝐥𝐞𝐧 𝐭𝐢𝐥 𝐠𝐞𝐧𝐨𝐩𝐛𝐲𝐠𝐧𝐢𝐧𝐠 𝐚𝐟 𝐭𝐢𝐥𝐥𝐢𝐝

Fælles for alle de tre familier var, at de profiterede af at komme ind i et anerkendende, støttende fællesskab, hvor det at være sammen, gøre ting sammen og dele liv og indre tilstande var en vigtig del af behandlingen. Familierne blev på den måde kastet ind i ”social engagement” i et miljø, der stimulerer ”signs-of-safety”, hvilket var med til at vække moren med de to piger fra de dissociative tilstande, som sideløbende nænsomt blev reguleret og bearbejdet i traumeterapi. Farens høje arousaltilstand blev reguleret, da han følte sig set og forstået, og hans følsomme sider og ensomhed blev anerkendt. Deniz og hans mor, som var flygtet fra krig, erfarede, at der fandtes fællesskaber, hvor de var i relation med andre mennesker samtidig med, at de var i sikkerhed, og at ikke alle ønskede at krænke og overskride deres grænser. Sonja og hendes mor fik ved hjælp af det støttende fællesskab og terapi gjort deres relation og utrygge tilknytning mere tryg.

Målet for behandlingen på Familiecentret Vibygård er genoprettelse af sikkerhed, relationer, samhørighed, tillid og tryghed. Dette kan opnås gennem det terapeutiske samfunds principper, individuel-, familie- og gruppeterapeutisk behandling, bearbejdning af tidligere hændelser og regulering af traumetilstande. Co-regulation bliver til selvregulering.

𝐌𝐢𝐥𝐣ø𝐞𝐭𝐬 𝐛𝐞𝐭𝐲𝐝𝐧𝐢𝐧𝐠: 𝐒𝐢𝐤𝐤𝐞𝐫𝐡𝐞𝐝, 𝐭𝐫𝐲𝐠𝐡𝐞𝐝 𝐨𝐠 𝐭𝐢𝐥𝐥𝐢𝐝

Behandling af de familier som har det sværest, dvs. hvor der er stor dysfunktion, manglende forbindelse og/eller svær traumatisering, kræver opbygning af sikkerhed, tryghed og tillid. Det er fornemmelsen af sikkerhed, tryghed og tillid, som er blevet skadet eller brudt. Familiemedlemmerne reagerer, og deres kroppe viser traumereaktioner. Mange har mistet tillid til sig selv (egne sanser, følelser og tanker), til andre og til at verden grundlæggende er et ok sted at være.

Mennesker er skabt af en relation, og de kan kun udvikle sig i en relation. Vi er så at sige skabt til ”social engagement”, som er vores bedste overlevelseschance. ”Social engagement” aktiverer den ventrale del af vagusnerven, som kan være med til at overbevise vores krop og sanser om, at ”faren er ovre”, at man er i sikkerhed, forbundet til andre og ikke magtesløs/fortabt.

På Familiecentret Vibygård er der opbygget et solidt, sikkert, anerkendende og rummende fællesskab, som den terapeutiske behandling tager udgangspunkt i. Miljøet er indrettet efter det terapeutiske samfunds principper (Maxwell Jones). Medarbejderne kommer meget tæt på familierne, og der er medmenneskelig respekt og ligeværdighed i samværet. I dette miljø får medarbejderne i mange tilfælde funktion som tilknytningsfigurer for forældrene, og de får mulighed for at identificere årsagerne til den mistrivsel, der er i familien og de ressourcer som også næsten altid er til stede i én eller anden form.

𝐌𝐞𝐝𝐚𝐫𝐛𝐞𝐣𝐝𝐞𝐫𝐤𝐨𝐦𝐩𝐞𝐭𝐞𝐧𝐜𝐞𝐫 𝐢 𝐡𝐞𝐥𝐡𝐞𝐝𝐬𝐨𝐫𝐢𝐞𝐧𝐭𝐞𝐫𝐞𝐭 𝐭𝐞𝐫𝐚𝐩𝐞𝐮𝐭𝐢𝐬𝐤 𝐛𝐞𝐡𝐚𝐧𝐝𝐥𝐢𝐧𝐠

Behandling af de familier som har det sværest, kræver ofte længere tid og en anden intensitet, end behandlingen af andre familier og familieindsatser. Behandlingen kræver et stort engagement af velregulerede og autentiske medarbejdere, som kan skabe sikkerhed, tryghed og stabilitet for familierne. Medarbejderne får et indefra-syn på familien: På barnets problematikker, ressourcer, begrænsninger og vedligeholdende faktorer hos forældrene, relationerne i familien og hvad der måtte stå i vejen for mærkbar kærlighed, trivsel og udvikling hos familiemedlemmerne hver især og sammen. Behandlingen er helhedsorienteret og rummer hele systemet rundt om barnet/børnene.
Behandlingen kræver, at medarbejdere har den nødvendige viden og uddannelse i forhold til traumer, traumatisering, nervesystemet, følelser, regulering, krisereaktioner, beskyttelsesreaktioner, relationer, tilknytning, familiedynamikker og – mønstre, samtidig med at de er i stand arbejde følelsesmæssigt og traumeorienteret med sig selv og forbindelsen til egne sanser, følelser, beskyttelsesstrategier, regulering og relationskompetence i supervision og egen terapi.

𝐎𝐯𝐞𝐫𝐯𝐢𝐧𝐝𝐞𝐥𝐬𝐞 𝐚𝐟 𝐭𝐢𝐥𝐤𝐧𝐲𝐭𝐧𝐢𝐧𝐠𝐬𝐬𝐤𝐚𝐝𝐞𝐫 𝐨𝐠 𝐭𝐫𝐚𝐮𝐦𝐚𝐭𝐢𝐬𝐞𝐫𝐢𝐧𝐠

Hvordan er det gået Deniz, Sonja og de to angste piger af traumatiserede forældre?

Deniz, hans mor og søster flyttede efter 2 års behandling på Familiecentret til en ny kommune, hvor de fik en fin bolig. Overgangen var svær, og Deniz havde enkelte episoder på sin nye skole/klub, hvor han ikke kunne styre sig. Hans familie (morbrødre og bedsteforældre) hjalp til, når sådan noget skete. Han fik en kontaktperson, som kunne hjælpe ham med at regulere sig og kigge andre veje end mod vold og impulsiv ”acting out”. Han begyndte at tage læring til sig og blive nysgerrig på, hvordan livet kunne forme sig. Han begyndte blandt andet at gå op i økologi og fysisk træning. Gradvis blev hans udadreagerende adfærd mindre, og han fortalte et par år efter behandlingens afslutning, at konsekvenserne ved at slå var for store for ham og kunne komme til at spænde ben for hans ønske om at blive civilingeniør. Hans mor havde fortsat brug for et relationelt sikkerhedsnet og traumebehandling, men Deniz var sat fri til at kunne ny-orientere sig i livet.

Sonjas mor blev sensitiv nok til at yde den stabile følelsesmæssige omsorg, som lille Sonja, med en tilknytningsskade og disponering for ADHD, havde brug for. Hver dag gjorde de begge en indsats for at bevare og udvikle deres følelsesmæssige relation og tilknytning. Sonja kom i en normal vuggestue, og hendes mor begyndte at uddanne sig indenfor det pædagogiske område. Sonja er nu blevet storesøster til et barn, som udvikler sig sundt fra start.

Familien med de to traumatiserede forældre og to angste børn, fik familiebehandling fra hjemkommunen i overgangen mellem Familiecentret Vibygård og eget hjem, og efter få gange sagde familiebehandleren, at hun ikke kunne hjælpe dem med noget. Forældrene var blevet så gode til at tilgå og løse de udfordringer, der indimellem kom i familien, særligt ved skolestart, så der var ikke mere brug for kontinuerlig indsats i familien. Familien fik efterfølgende store udfordringer med den mindste piges trivsel i skolen. Forældrenes relation og samhørighed var blevet så dyb, at de sammen mestrede udfordringerne og kærligt holdt om børnene og familien, og fik tilkaldt den særlige hjælp og ekspertise, som der var brug for.
Børnene gik i skole og udviklede sig til at blive mere og mere ”sig selv” og mindre bange for at vise hvem de var, og hvad de kunne lide og ikke lide. Angsten hos børnene forsvandt.

𝐀𝐭 𝐡𝐨𝐥𝐝𝐞 𝐟𝐚𝐦𝐢𝐥𝐢𝐞𝐧 𝐬𝐚𝐦𝐥𝐞𝐭 𝐬𝐨𝐦 𝐚𝐥𝐭𝐞𝐫𝐧𝐚𝐭𝐢𝐯 𝐭𝐢𝐥 𝐚𝐧𝐛𝐫𝐢𝐧𝐠𝐞𝐥𝐬𝐞

At komme ind i et sikkert og trygt fællesskab kan gøre terapi og traumebehandling med de mest udsatte børn og familier muligt. I fællesskabet bærer børn og forældre ikke deres indre tilstande alene. Fællesskabets betydning bliver stor for den enkelte. Fællesskabet styrker ”social engagement”, og co-regulation bliver gradvis til selvregulering.

Fælles for de børn som er nævnt i artiklen er, at de har klaret sig! Klaret sig på den måde, at de har kunnet bære og rumme konsekvenserne af deres egne og deres forældres traumatisering. Med deres forældres støtte og terapi fra medarbejdere har de været i stand til at finde en farbar vej i deres liv, hvor de har kunnet ”blive sig selv” og deltage i relationer og fællesskaber i andre kontekster for eksempel i børnehave, skole og ungdomsliv.
Flere familier, som har det sværest, vil have brug for fortsat behandling i deres hjemkommune efter endt intensiv terapeutisk familiebehandling på familiecentret. Nogle børn vil resten af deres liv være mærket af de oplevelser, de har med sig. De vil være sårbare og have brug for hjælp og støtte på tidspunkter i deres liv, hvor de mister forbindelsen til sig selv eller andre, eller livet synes overvældende og skræmmende (igen). Men de fleste børn, som vi sender videre på deres vej, efter de har været på familiecentret, har opbygget nok tillid til, tro på og erfaring med, at deres forældre sensitivt kan sanse, se, høre, mærke og forstå dem, så de kan række ud efter hjælp og støtte og blive mødt på en tilstrækkelig måde.

På Vibygård er en af vores grundforståelser, at skader der er sket i en relation, har brug for at blive repareret og reguleret i en relation. Ofte er de største skader for børn af misbrugere, omsorgssvigtede forældre, traumatiserede (vrede, dissocierede eller fjerne) forældre, den manglende sanse- og følelsesmæssige forbindelse, som børnene efterlades i og med. Den manglende forbindelse arbejdes der intensivt med at reparere eller genetablere i familieterapien.

Forældres fundamentale kærlighed til deres børn er, for os at se, den vigtigste ressource, motivation og drivkraft til at skabe forandring. Når forældrene får den nødvendige traumebehandling, terapi, og hele familien indgår i familieterapi, så er det muligt at holde familien samlet. Det er muligt at forældrene og hele familien får det så godt, og de nødvendige forbindelser genskabes i relationen mellem forældre og børn, at børnene kan komme i trivsel, sundhed og god udvikling.

Vi mener, at det ovenstående er en beskrivelse af ressourceorienteret familiebehandling, som kan betale sig samfundsøkonomisk. Det er familiebehandling, som kan genoprette nærheden, tilliden og den uforbeholdne kærlighed, som er fundamental for at bryde den psykologiske arv i de mest sårbare familier.