26/05/2026
HAR DU VÆRET SAMMEN MED DIN MAVESYREHÆMMENDE MEDICIN FOR LÆNGE?
Mavesyrehæmmende medicin kan føles som din bedste ven, når det brænder i mave og hals. Men for de fleste er det ikke et forhold, der skal vare evigt. Kroppen kan nemlig vænne sig til medicinen, så det bliver meget svært at slippe den igen. Et brat stop får nemlig mavesyreproduktionen til at stige markant, og det kan føles som om, der stadig er brug for medicinen.
Som tommelfingerregel kan du bruge medicinen dagligt i op til 1-8 uger. Har du brugt den i længere tid, er det en god idé at have en plan for hvordan du stopper. Det kan du tale med din læge om, næste gang du har en tid. Lægen kan også henvise dig til en medicinsamtale på apoteket, der kan hjælpe dig godt igennem en PPI-nedtrapning.
Vil du vide mere om mavesyrehæmmende medicin og hvordan du ellers kan håndtere sur mave og halsbrand? Spørg os på apoteket og find viden på www.apoteket.dk/mavesyre