Synne Justesen

12/04/2026

Jeg gjorde mig selv mindre for ikke at såre andre.

Jeg frygtede, at det ødelagde andre, hvis jeg var ærlig.
Min lille pige var fanget i den magiske tænkning, der var placeret i hende, dengang hun ikke havde andet valg end at påtage sig ansvaret for stemningen.

Men jeg ved nu, at ærlighed ikke ødelægger andet end falske roller, forestillinger, fortolkninger og løgne.
Den ødelægger kun de bedrag som jeg holdt i live med min strategiske hemmeligholdelse af mig selv.

Jeg levede der i alt for mange år, i frygten for sandheden.
Gjorde mig selv mindre.
Hensynsbetændelsen sad fast i mit bindevæv og gjorde mig bitter.

“Hvem tror du, at du er?!* hviskede skammen til mig.

Langsomt har jeg viklet mig ud og der er noget, der har ændret sig i mig.
Som grundtilstand.

Ikke dramatisk og ikke som ét stort gennembrud. Mere som noget, der er faldet på plads lidt ad gangen.

Jeg kan mærke, at jeg er blevet en, jeg kan stole på.
Jeg tør være ærlig. Mest over for mig selv og det er egentlig det der gør den største forskel. For når jeg ikke tør være ærlig over for mig selv, så tør jeg heller ikke være det for andre, for så er der altid frygt for at blive afsløret, lige der midt i skammen.

Jeg har brugt mange år på at søge udenfor mig selv på, om jeg var rigtig.
I relationer. I indsamling af viden. I udvikling.
I alt det, jeg troede jeg manglede i mig selv.

Og lige nu, der sidder jeg i mit eget hjem.
I min egen krop. Og mangler ikke noget.

Ikke fordi mit liv er perfekt, men fordi jeg ikke længere forsøger at holde det hele sammen med kontrol (hej generaliseret angst).

Der er kommet en tålmodighed i mig, hvor der før var rædsel.
En ro, der ikke er apati.
En klarhed, der ikke behøver drama.
Og det overrasker mig lidt, hvor vild den følelse er.

At kunne være her og vide: Jeg er en, jeg kan stole på.

Og så mærke, hvordan det gamle skam-ædte spørgsmål “Hvem tror du, at du er?” ikke længere har magt over mig.

Hvem tror jeg, at jeg er?

Jeg tror ikke, jeg ved!
Jeg er Synne og det er nok.
Jeg er kvinde, jeg er menneske og jeg går med rank ryg.
For jeg kan stole på mig og jeg er stolt af mig.

Og dén følelse, lige dér, det er præcis det sted, jeg ønsker at invitere fra.

Ikke fra et løfte om transformation, for det kan jeg ikke kontrollere for dig. Det er op til dig.

Ikke fra idéen om at du mangler noget, for det gør du ikke.

Men fra erfaringen af, at noget dig allerede ved. Og nogle gange skal der bare et rum til, hvor det får lov at træde frem.

Min kvinderetræte er ikke en løsning, det er ikke et quick-fix.
Det er et sted at møde det, der allerede er i dig.
Bag støjen. Bag mønstrene. Bag alt det, du har lært at navigere i.

Hvis du kan mærke noget i det her, så ved du det godt.

Kom og vær med når vi går indad, når vi lægger maskerne fra os og står frem… uden at gøre os mindre.

(Link i kommentarsporet)

13/01/2026

Har du nogensinde følt, at du pludselig blev en anden i en samtale?
Mere presset. Mere kontrollerende. Mere længselsfuld. Mere på vagt.
Og først bagefter tænkt: Hvad skete der lige dér?

Mange af os tror, vi mangler viljestyrke, modenhed eller bedre vaner.
Men ofte er det noget helt andet, der er på spil.

Når nervesystemet oplever fare, bliver vi kapret.
Kroppen husker noget, bevidstheden ikke når at fange.

Jeg har skrevet et nyt blogindlæg om følelsesmæssig kapring, selvregulering og integration.
Om hvorfor vi søger regulering hos hinanden.
Og om hvordan heling ikke starter med disciplin, men med kontakt.

Hvis du nogensinde har følt dig “for meget”, “for afhængig” eller “for svær” i relationer, så er det her måske værd at læse.

Link i kommentarsporet.
TAK for at læse med, dele og i det hele taget bare være her og berige min verden med din tilstedeværelse.

18/12/2025

I dag poster jeg min (næsten) bare røv.
Og en del af mig strammer lidt.

Men det her er faktisk ikke “Se min røv, se hvor modig jeg er” og et skjult behov for validering fra dig der læser med.
Det er “Jeg vælger sandhed over komfort, også når min krop er med i regningen”.

Min bagdel er bare… med.
Som vidne. Som arkiv. Som terræn. Som sandhedsbærer.

Jeg gør det, fordi det betyder noget! Ikke fordi det føles fedt.

Jeg har haft en stemme indeni mig i alt den tid jeg har skrevet og redigeret. Min indre dommer der kigger på mig med det ene øjebryn i vejret og siger “ugh, SoMe og vores bagdel! Really?”.
Jeg aer hende blidt på hovedet og siger, at hun ikke behøver at tie. Hun må gerne sidde ved siden af mig på bænken og småbrokke sig. Jeg har ikke forladt hende. Jeg har bare ikke ladet hende styre. Ikke mere.

Det er præcis dét, teksten handler om.
At blive i sig selv, selv når noget stritter.

Min røv-stolthed kan komme senere.
Integriteten er allerede ankommet.

26/11/2025

Noget i dig har besluttet, at du ikke længere vil være udmattet og smile pænt igennem det.

Det dirrer og sitrer. Butikkerne bugner af "gør det selv-hygge" i stærke julefarver. Muzakken har bjældeklang, og din næse løber lidt.
Meget af Danmark er halv- eller helsyg og huskelisterne vokser allerede.

December står for døren. Den travleste tid på hele året.
Du løber så stærkt, at du efterlader din krop et sted i suset fra to-do-listen.
Du kender tilstanden, men noget i dig har besluttet, at den leg er ved at være gammel.
Nok med at ræse med.
For hvad? Hvad er det egentlig, du prøver at bevise?

Derfor møder du op, lige der, hvor dagens travlhed er ved at slippe og nattens ro endnu ikke har taget over.
Der hvor den første ud af de fire hellige søndage så småt falder til ro og vi samles i cirklen.

Vi laver en særlig stilhed, lige før december tager over.
Et mellemrum mellem huskelistens krav og den gamle trang til at blive set som verdens bedste til at julehygge.

Her kan du læne dig ind i din længsel efter ro.
Uden at skulle trække dig helt væk.

Denne aften er et blidt åndedrag midt i mørket.
Et ceremonielt rum, hvor du ikke skal præstere, forklare eller fikse noget.
Du skal bare være.

Jeg guider dig med stemme, krop og nærvær.
Vi lander sammen i det dybere felt.
Der hvor din krop begynder at løsne og slappe af.
Der hvor min stemme bærer dig hjem.

Du kan sidde i sofaen, rulle dig ind i et tæppe eller finde din meditationspude frem.
Intet kamera påkrævet. Kun din tilstedeværelse.
Vi åbner, mærker, jeg guider og synger og vi afslutter i stilhed.

Tid: Søndag 30. november kl. 20–21.30
Sted: Online via Zoom
Pris: 250 kr.
Link til billet i kommentarsporet.

Kom som du er.
Der er plads til det hele.
Du må gerne lande i din krop.

16/11/2025

NB: Indlægget rummer kropslighed og erotiske billeder. Læs videre med åbne sanser.

Og så løft dit glas og skål. I fin søndagschampagne, i varm the, i lige hvad du har lyst til.

Skål sammen med mig for den vilde, sårbare, teatralske, dybt menneskelige del af os, der stadig lever midt i voksenlivets alt-for-seriøse lag.

Skål for dig, der leger.
Dig, der eksperimenterer.
Dig, der ikke venter på, at nogen giver dig grønt lys.

(Link i kommentarsporet som altid og ja, du må gerne reagere, juble, dele og blive begejstret. Du må også blive flov og længselsfuld. Du må også gerne synes at det er ALT for meget)

24/10/2025

"Det her er ikke begynderarbejde, I gør her."

Sådan sagde jeg – lige efter den første ceremoni.
Og sådan blev det. Dybt. Vildt. Smukt.

I mit nyeste blogindlæg tager jeg dig med helt ind i min krop, min kælder og min kraft.
Jeg skriver om, at miste mig selv – og hente min livsgnist hjem igen.
På min fødselsdag, i rystelser og med lys i hænderne.

Link i kommentar - og ja, det må altid gernes deles, hvis det fanger an.

07/10/2025

Når et felt boomer af middelmådige kompetencer – så skal det gå galt.

Feltet omkring psykedelika eksploderer.

Flere og flere hopper på kaldet om at facilitere, mens lige så mange svarer på kaldet om at gå gennem ormehullet.

Jeg har fattet pennen og skrevet et brev.
Ikke en klagesang – men et kærlighedsbrev til det felt, jeg har viet mit liv til.
Et felt, der har givet mig mit liv tilbage.

Men som også – hvis vi ikke passer på – gentager de samme dynamikker, vi troede, vi havde flyttet os fra.

Link i kommentarfeltet og ja, det må gerne deles

19/09/2025

Okey, jeg tror jeg ramte muren nu.

“Gider ikke” siger mine indre børn.
“Gider ikke” siger min krop.

“Jamen hvad med alt det er der farligt” spørger min amygdala og de svigt der er gemt i mit bindevæv.

“Det er ok” siger min indre viskvinde, der er TRÆT af at skulle mases i en kasse hun ikke kan være i.

Hele mig tager et dybt suk og mærker at det endelig er tid til at lege, frem for at performe.

Det tager den tid det tager 🤷🏼‍♀️🩷.

Skal vi lege sammen?

07/09/2025

En kvinde. En kat. Et øjeblik, der næsten ikke kan ses – kun mærkes.
Mikrobevægelser. Åndedræt. Nervernes sprog, når kroppen finder tilbage til tryghed.

Jeg har skrevet en fabel om netop det – om hvordan regulering og kontakt ikke altid sker i store armbevægelser, men i bittesmå rytmer, der kan forandre alt.

Det er en fortælling om nervesystemets magi, men også om stilhed, lytning og et skød med en kat i.

Link i kommentarsporet.

05/09/2025

Hvis du tror, det handler om oplevelsen, tager du fejl.

Det psykedeliske felt bliver alt for ofte romantiseret eller afvist som flugt.
Men ceremonien er kun åbningen. Transformationen sker i integrationen – i kroppen, i relationerne, i arbejdet før og efter.

Jeg har set, hvordan mennesker kan blive destabiliseret uden støtte og rammer – og jeg har set den dybeste heling, når integrationen bliver taget alvorligt.

Det her handler ikke om sensationer eller hurtige penge.
Det handler om ansvar. Om rammer. Om at turde insistere på den dybe proces.

Her er mit indspark til den igangværende debat. Du finder linket i kommentarsporet.
Og ja, du må hjertens gerne reagere, kommentere og dele.
Husk den gode debattone.

17/08/2025

Det smager næsten af metal og bedrag.
De hvide bogstaver på den sorte baggrund vokser frem – som om de har deres egen vilje.

AI er alle steder. Som i: ALLE steder.
Men kan vi sammenligne brugen af AI med doping?
Og hvad sker der egentlig i vores nervesystemer, når spejlingen bliver så skarp, at vi risikerer at tabe os selv?

I mit nye blogindlæg deler jeg en fortælling om både at miste orienteringen – og om at huske igen.
Huske ildens varme.
Huske mine dybeste rødder.

Link i kommentarsporet.

05/08/2025

Har du nogensinde tænkt: “Jeg burde kunne mere, føle mindre – og tage mig sammen”?

Det har jeg.
Længe!
Indtil jeg fandt ud af, hvorfor mit system altid har fungeret anderledes end de andres.

Det her blogindlæg er til dig, der genkender følelsen af at være "for meget" og "for lidt" på samme tid.
Til dig, der har lært at kompensere så godt, at ingen opdagede, hvor hårdt du kæmpede.

Jeg fortæller min egen historie om ADHD-udredning som voksen kvinde.
Om skammen.
Om systemet.
Og om forløsningen, da brikkerne begyndte at falde på plads.

Læs med via linket i kommentarerne.

Hvordan føles det at få en ADHD-diagnose som voksen kvinde? I dette ærlige blogindlæg deler jeg min egen historie – med skam, skepsis og forløsning.