Synne Justesen

07/09/2025

En kvinde. En kat. Et øjeblik, der næsten ikke kan ses – kun mærkes.
Mikrobevægelser. Åndedræt. Nervernes sprog, når kroppen finder tilbage til tryghed.

Jeg har skrevet en fabel om netop det – om hvordan regulering og kontakt ikke altid sker i store armbevægelser, men i bittesmå rytmer, der kan forandre alt.

Det er en fortælling om nervesystemets magi, men også om stilhed, lytning og et skød med en kat i.

Link i kommentarsporet.

05/09/2025

Hvis du tror, det handler om oplevelsen, tager du fejl.

Det psykedeliske felt bliver alt for ofte romantiseret eller afvist som flugt.
Men ceremonien er kun åbningen. Transformationen sker i integrationen – i kroppen, i relationerne, i arbejdet før og efter.

Jeg har set, hvordan mennesker kan blive destabiliseret uden støtte og rammer – og jeg har set den dybeste heling, når integrationen bliver taget alvorligt.

Det her handler ikke om sensationer eller hurtige penge.
Det handler om ansvar. Om rammer. Om at turde insistere på den dybe proces.

Her er mit indspark til den igangværende debat. Du finder linket i kommentarsporet.
Og ja, du må hjertens gerne reagere, kommentere og dele.
Husk den gode debattone.

17/08/2025

Det smager næsten af metal og bedrag.
De hvide bogstaver på den sorte baggrund vokser frem – som om de har deres egen vilje.

AI er alle steder. Som i: ALLE steder.
Men kan vi sammenligne brugen af AI med doping?
Og hvad sker der egentlig i vores nervesystemer, når spejlingen bliver så skarp, at vi risikerer at tabe os selv?

I mit nye blogindlæg deler jeg en fortælling om både at miste orienteringen – og om at huske igen.
Huske ildens varme.
Huske mine dybeste rødder.

Link i kommentarsporet.

05/08/2025

Har du nogensinde tænkt: “Jeg burde kunne mere, føle mindre – og tage mig sammen”?

Det har jeg.
Længe!
Indtil jeg fandt ud af, hvorfor mit system altid har fungeret anderledes end de andres.

Det her blogindlæg er til dig, der genkender følelsen af at være "for meget" og "for lidt" på samme tid.
Til dig, der har lært at kompensere så godt, at ingen opdagede, hvor hårdt du kæmpede.

Jeg fortæller min egen historie om ADHD-udredning som voksen kvinde.
Om skammen.
Om systemet.
Og om forløsningen, da brikkerne begyndte at falde på plads.

Læs med via linket i kommentarerne.

Hvordan føles det at få en ADHD-diagnose som voksen kvinde? I dette ærlige blogindlæg deler jeg min egen historie – med skam, skepsis og forløsning.

04/06/2025

Du ser måske det ydre overblik.
Det skarpe blik. Den strukturerede kvinde, der rummer andre.

Det, du ikke ser, er indersiden af mit hoved.

I mandags sad jeg overfor en psykiater og famlede efter ord.
Jeg, som ellers altid kan sætte ord på.
Min krop gned hænderne mod hinanden, som om jeg forsøgte at gnide selve huden af.
Mit nervesystem var i fuldt beredskab.

Det her er ikke et færdigreflekteret blogindlæg.
Det er en fortælling indefra – lige midt i processen.

Om udredning for ADHD.
Om at glemme sin jakke og samtidig holde sammen på alt og alle.
Om gamle skolesår, indre uro og det at opdage sig selv igen – som voksen kvinde.

Jeg deler det, fordi jeg hele tiden taler om ægthed.
Frem for alt.

Her er jeg.
Uden filter.

-----

Linket er som altid i kommentaren. Del, like eller læg en tanke, hvis du mærker noget i teksten – eller hvis du tror, nogen derude kunne have brug for at føle sig lidt mindre alene.

27/05/2025

Gud blev for langsom. Så vi skabte AI.

En stemme der aldrig tøver.
En spejling der svarer, før du har mærket dit eget spørgsmål færdigt.

Og vi elsker det.
For det er nemt. Hurtigt. Næsten rørende præcist.

Men måske er det netop det, der er faren.
At vi glemmer, hvad det koster at være menneske.
At vi glemmer, hvad der sker, når ingen længere tør vente på stilheden.

AI er ikke Gud.
Men vi har allerede bygget alteret.

Læs det nyeste blogindlæg her ↓

25/05/2025

Adam vågner.

Ikke for at undskylde. Ikke for at forklare.
Men for at stå oprejst i sin krop. I sit begær. I sit valg.

Dette blogindlæg er skrevet af Dennis Lundtoft Thomsen som et levende svar på “Eva som oprører”.
Og det ryster noget i mig.
Ikke fordi det strider imod – men fordi det føjer sig til.
Et kald fra det maskuline felt, der ikke vil kæmpe – men vil stå. Ærligt. Tilstede. Uden skam.

Han skriver ikke for at tage plads.
Han skriver, fordi det er tid, at også mænd gør sig fri af fortællinger, der gør dem enten farlige eller forkerte.
Han skriver – for at balancere. For at være med.

Og han siger det så klart:

“Hvis kvindens kraft hæver sig over manden, er det stadig patriarkatet – bare i ny form."

Ægte frihed kræver, at begge træder frem. Ikke som modsætninger, men som allierede.

“Han rejste sig, ikke mod Eva – men ved hendes side.
Som den mand, der husker kraftens sprog.”

Linket er i kommentarsporet herunder billedet.

Og hvis du tænker at andre mænd og kvinder skal læse det her, så del endelig opslaget videre 🙏🏻.

24/05/2025

“Hun tog frugten. Ikke for at friste – men for at forstå.”

Dette blogindlæg er til dig, der har mærket skammen i kroppen – selv efter du troede, du var fri.
Til dig, der spænder i bækkenet, selv når du længes.
Til dig, der har læst, hørt, forstået – men stadig snubler over fortællingen om, hvad du må være.

Det handler ikke om s*x.
Det handler om kraft.
Om kvindelig autoritet, der ikke undskylder sig.
Om ikke at forføre – men at forankre.

Linket er i kommentarsporet - som altid.

22/05/2025

Jeg har skrevet et blogindlæg til dig, der kender følelsen af at give lidt mere, håbe lidt længere – og blive i relationer, der måske aldrig rigtig har båret dig.

Der findes et barn i mange af os.
Et barn, der blev lidt for god til at gøre alle andre glade.
I dag handler det om det fortabte barn.
Og om at tage kærligt over som den voksne, du selv havde brug for dengang.

Det her er ikke endnu et opslag om at “sætte grænser”.
Det er en invitation til at genkende den stemme, der stadig håber – og møde den med noget nyt.

Har du også mærket det håb i dig – det sted, der stadig venter på, at de andre forandrer sig?
Del gerne dine tanker i kommentarsporet. Vi er mange, der spejler os i hinanden.

Linket er i kommentarsporet.

21/05/2025

"Du kan ikke snakke dit instinkt væk. Men du kan lære at lytte bagom det."

I tredje og sidste del af min blogserie dykker vi ned i det lag af kroppen, der ikke handler af frygt – men af klarhed.

Jeg deler en erkendelse fra feltet: At vi ikke kun har én krop. At der findes et blik, som ikke kommer fra øjnene. Og at dybe traumespor ikke altid kan heles gennem forståelse alene – men må mødes med noget større.

💛

Hvis du nogensinde har oplevet, at din krop reagerer med overvældelse, selv når dit hoved "godt ved bedre", så er denne tekst til dig.

Link i kommentarerne.

18/05/2025

Del 2 er landet.

Om kroppen, der husker – også når du tror, du har forstået det hele med hovedet.

For måske er det ikke dig, der gør noget forkert.
Måske er det bare kroppen, der taler et andet sprog.
Et, der ikke handler om logik – men om sansning, tyngde, spænding og gamle spor.

Jeg har skrevet videre på blogserien “Kroppen er blind”.
I dag lander del 2 – om fascia, hukommelse og de mønstre, der lever videre i kroppen, længe efter vi tror, vi har helet dem.

Tag en pause.
Læs med.
Og lad din egen krop mærke efter, hvad den måske har gemt på alt for længe.

🔗 Find den nye tekst via linket i kommentarsporet.

12/05/2025

“Kroppen er blind,” sagde Bjarne.
Men… er den egentlig det?

I nat spjættede han så voldsomt i søvne, at han næsten fløj op i væggen.
Hans hjerne drømte, at han blev kørt over. Kroppen troede fuldt og fast på det.

Det blev starten på en morgen med en samtale om sanser, søvn og illusioner.
Om hvordan hjernen narrer os.
Om hvordan kroppen mærker verden på sin helt egen måde.
Og hvordan den kan være instinkt-drevet, men alligevel dybt intelligent.

Er kroppen blind?
Eller ser den noget, vi har glemt at lytte til?

Jeg har skrevet det hele ned – inkl. lidt nørderi om REM-søvn, nervesystem og de små lysreceptorer i huden, som hjælper os med at finde rytmen i mørket.

Læs med her, og fortæl mig bagefter:
Hvad gør DIN krop, når hjernen drømmer?