17/11/2024
I dag fejrer vi alle de for tidligt fødte rundt om i hele verden - det er International Præmatur Dag. Og i dag blev det en meget personlig fejring for mit eget vedkommende...jeg undskylder på forhånd, at det derfor er blevet et langt skriv
Jeg har hvert år haft et travlt program på dagen. Sidste år delte vi som Dansk Præmatur Forening bogen "Lillebitte Coline" ud til de indlagte familier på alle neonatal afdelinger i Danmark og Grønland. Min datter Caroline fortalte bagefter, at hun gerne ville have været med...det var jo trods alt HENDES historie i bogen og det er jo sandt. Bogen handler om hendes forløb, efter hun kommer til verden i uge 25+2. Så I år tog hun og jeg turen til OUH, hvor hun selv blev født i 2013. Vi har ikke tidligere taget turen. Vi har talt meget om tingene. Der er stor åbenhed om alt og vi set billeder fra tiden derinde. Vi har dog været der et hav af gange, fordi hun røg ind og ud af sygehuset pga. sine sårbare lunger de første 3 år...men derefter er vi kun kommet der til de kontroller, som hun har skullet følge og hvad der ellers har været.. men ikke for at tage en decideret tur "tilbage i minderne". Mor her har faktisk ikke været klar..
Carolines forløb var voldsomt og jeg var tæt på ikke at få hende med hjem, men i dag skulle være dagen, hvor vi fik besøgt alle stederne med de svære minder og Caroline glædede sig rigtig meget.
Vi startede med at kigge forbi H5, hvor vi var den største del af indlæggelsen og heldet var med os, for der dukkede Lene op, som var en af de søde sygeplejersker, der havde passet Caroline dengang. Vi fik en rundvisning og Caroline smugkiggede ind på en åben stue og så både, hvordan det også havde set ud, da hun lå der, men også en sød lille baby i armene på en sygeplejerske. Caroline fik givet dem et par bøger til afdelingen og så smuttede vi forbi H6, hvor hun også var kortvarigt indlagt ad to omgange. Her var også et af de voldsomme minder fra, hvor Caroline var blevet kritisk om natten og måtte tilbage til H5. På H6 var der også pyntet flot op og de sødeste sygeplejersker i lilla t-shirts bød pænt velkommen.
Bagefter kiggede vi forbi Patienthotellet, hvor mor havde boet noget af tiden af den 99 dage lange indlæggelse.. men også for at se den lange løbetur mor havde taget, da de en meget tidlig morgen havde ringet og vækket mor med beskeden, at Caroline var meget dårlig.
Så tog vi en tur forbi børneintensiv afd. BRITA, hvor Caroline havde ligget i nogle af de uger, hvor hun var allermest kritisk. Det var også her på afdelingen, at hun blev nøddøbt. Til især min helt store glæde var overlæge Ole Pedersen der stadig og han var der I DAG! Han havde været den primære læge på Caroline på BRITA og har i flere omgange reddet Carolines liv. Men han var også den, der virkelig havde gjort mig tryg ved netop at lade mig være med i det hele. Jeg kom selv fra den medicinske verden og fandt en utrolig ro og tryghed i, at Ole fortalte mig alle detaljer og var 100% ærlig overfor mig - også om det helt svære, når vi ikke vidste, om Caroline ville overleve forsøget på at tage hende af respiratoren eller miste et ben pga. et vigtigt drop, der endelig var lykkedes at lægge, men som ikke så ud til at være godt for benet. Ole er en helt fantastisk læge, og under indlæggelsen mærkede jeg tydeligt, at alle de indlagte børn var "hans børn", som han bekymrede sig meget om! Jeg oplevede også, at det især var efter BRITA-forløbet, at teamet på H5 nu også vidste, at jeg faktisk godt kunne tåle at være med indover det helt svære. Det har været min redning ift. at stå i denne krise.
Ole blev super glad for at se os og fløj ind og slog Caroline op i journal-systemet. Her læste han højt fra dagen, hvor Caroline var blevet indlagt og viste, hvor meget medicin hun havde fået i den tid, hvor hun lå på BRITA. Caroline havde selvfølgelig også to "Lillebitte Coline" bøger med til BRITA og Ole ville gerne, at hun skrev i bøgerne til afdelingen...det gjorde hun så, mens mor og Ole snakkede videre.. hun tog fuldt ejerskab af sin historie og underskrev sig som Coline ❤
Jeg vedhæfter lige en masse billeder af de dejlige mennesker, som vi har snakket med i dag og lidt fra tiden dengang for 11 år siden.
