24/11/2025
Kommer du til at støtte angsten uden at vide det?
(Det gør de fleste forældre – og altid i kærlighed.)
Vi vil vores børn det bedste.
Det ligger dybt i os at ville beskytte dem mod ubehag, frygt og overvældelse.
Men når et barn eller en ung kæmper med angst, kan vores gode intentioner komme til at sende det modsatte signal:
“Hvis du trækker dig, hvis det er svært, så løser jeg det for dig.”
Og ubevidst lærer angsten:
“Aha… når jeg råber fare, hjælper verden mig – så må det være farligt.”
Det er ikke dårligt forældreskab.
Det er menneskeligt instinkt.
Men angsten arbejder ud fra et helt andet system – et urgammelt alarmsystem i hjernen kaldet Amygdala.
Hvad er Amygdala – helt kort?
Amygdala er hjernens alarmcentral.
Den vurderer ikke om noget reelt er farligt – kun om det føles sådan.
Og når forældre (af kærlighed) fjerner ubehaget for barnet, tolker Amygdala det som bevis på, at “den var god nok – vi undgik noget farligt”.
Derfor bliver angsten stærkere, selvom intentionen var at berolige.
💛 Men der er også en anden side:
Angst smitter.
Men det gør ro også.
Når vi som voksne kan stå ved siden af barnet og sige:
“Det her er svært – og du kan godt.”
Så giver vi dem netop det, der skaber forandring:
Mod. Mestring. Og gradvis frihed.
For forandringen kan kun komme ét sted fra:
Indefra den angstramte selv.
Og derfor er det så vigtigt, at vi ikke — i omsorg — kommer til at tage handlemulighederne fra dem.
Hvad hjælper i stedet?
Det handler ikke om at presse eller skubbe.
Det handler om at støtte barnet i at tage små skridt – mens du bliver stående som en rolig base.
Fx:
“Jeg bliver hos dig, mens du prøver.”
I stedet for: “Du behøver ikke.”
“Vi tager ét skridt – du bestemmer tempoet.”
I stedet for: “Vi finder en løsning, så du slipper.”
“Angsten må gerne larme, men vi lytter til det, du egentlig gerne vil kunne.”
I stedet for: “Vi undgår det, så du får ro.”
Det er ikke hårdt.
Det er omsorg i retning af frihed.
Små skridt er nemlig det, der ændrer Amygdala.
Ikke undgåelse — men tryg eksponering med støtte.
Og hvis du gerne vil have hjælp til at finde netop DIN balance mellem at lytte og at skubbe, så er du altid velkommen til at række ud.
Hvad genkender du mest — behovet for at beskytte eller frygten for at presse for meget?
