
21/07/2025
Når kroppen husker mere, end hovedet forstår
Kender du det – at din krop sender dig signaler i en ellers fredelig situation?
Hjertebanken. Kvalme. Svimmelhed.
Selvom der ikke er nogen fare – reagerer kroppen alligevel.
Jeg vil gerne dele en personlig historie, som måske kan hjælpe med at forstå, hvorfor det sker. 🙏🏼
På billedet ser du min 18 årige søn give sig selv livsnødvendig medicin.
I dag gør han det med ro, balance, styrke og rutine.
Men sådan har det ikke altid været.
Da han var lille, havde han massiv stikkerangst.
Når han skulle stikkes, kæmpede han, som om hans liv var i fare.
Jeg holdt ham. Min mand stak.
Jeg lærte aldrig at stikke – ikke fordi jeg ikke ville,
men fordi mit nervesystem ikke kunne.
Det føltes som et overgreb, selvom det var nødvendigt.
Min krop sagde nej.
Og den siger stadig nej.
Selv i dag – hvor alt går godt – reagerer mit nervesystem,
når min søn stikker sig selv.
Mine ben bliver urolige. Jeg får kvalme.
Susen for ørerne. En snert af svimmelhed.
Kroppen husker, også når hovedet ved, at det er sikkert.
🧠 Som Bessel van der Kolk siger:
“The body keeps the score.”
Traumer sætter sig i kroppen –
I sanserne. I nervesystemet.
Amygdala skelner ikke mellem fortid og nutid.
Den registrerer sanseindtryk, der minder om tidligere fare –
og sender alarmsignaler, selv når situationen er tryg.
Vi kan ikke tænke os ud af det, vi har mærket med hele kroppen.
Vi må møde det, dér hvor det satte sig – i det sansende.
I mange år troede jeg, det var svaghed.
Men det var ikke svaghed.
Det var beskyttelse.
Det var intelligens.
💛 Når vi forstår kroppen, forstår vi os selv.
Og så kan vi begynde at møde os selv –
med mildhed i stedet for skam.
Min søn, som jeg er umådeligt stolt af, har sagt ja til, at jeg deler dette.🥰
I håb om, at andre måske kan spejle sig –
og forstå sig selv lidt bedre.🙏🏼
Giver det her mening for dig?
Du er meget velkommen til at dele dine tanker –
eller bare tage det med dig, hvis det føles rigtigt.
Kærlig hilsen
Malthe og Christina🧠🥰🙏🏼