20/04/2026
De underjordiske 🙏💚
Animisme i det 21. århundrede: ’DE UNDERJORDISKE’ HUSERER STADIG PÅ BORNHOLM. I 2014 afstedkom det et ramaskrig, da antropologen Lars Rømer fik midler fra Danmarks Frie Forskningsfond til at forske i betydningen af Bornholms ikke-menneskelige beboere 'De Underjordiske'. Bl.a. Venstres Esben Lunde var stærkt forarget, og det blev nedgjort som "Krølle Bølle-forskning", at han fik 2,5 mio kr. til at undersøge naturvæsnernes betydning i bornholmsk kulturhistorie frem til i dag, men det standsede heldigvis ikke Rømer. Forskningen har for længst gået sin gang, og det viser sig, at De Underjordiske stadig lever et sted i en del bornholmeres bevidsthed og oplevelser.
Det bornholmske landskab er fortsat fuld af fortællinger, der for nogle er knyttet til disse væsner, men der er også flere, som har også berettet om deres egne oplevelser af De Underjordiske. En kvinde i 70’erne fra Poulsker Sogn husker f.eks. tydeligt, at hun som 12-14-årig så De Underjordiske marchere forbi med røde huer på.
En mand fra Hasle drømte, at en af De Underjordiske tog ham i hånden og viste ham, hvor der lå en økse nedgravet på hans mark. Dagen efter gik han ud og fandt en ret sjælden stenalderøksen, der nu findes på Bornholms Museum.
En tredje har haft en oplevelse i Paradisbakkerne, hvor et lille rødt væsen kravlede op på en brændestab. Det gav personen en følelse af, at der var noget magisk på færde og skabte en tættere forbindelse til naturen.
En fjerde var en ung kvinde, der som barn var oppe på Hammeren og kiggede ned i en lille hule, hvor hun så et lille væsen med en grøn hue lavet af blade med et lille rødt bånd omkring og med en dragt af blade.
Flere har set De Underjordiske marchere og spille musik i naturen.
Ganske som tusindvis af historiske beretninger, indsamlet af danske folkemindesamlere i 1800-tallet. Alene fra Bornholm er der f.eks. indsamlet ca. 1.200-1.500 folkesagn.
"De er naturvæsner, og mennesker oplever dem, når de befinder sig i en interaktion med naturen,« fortæller Lars Rømer, og tilføjer: "Mange af de ældre fortællinger handler om bønder, der får besøg af de underjordiske, efter de har gjort vold på naturen eller pløjet på de gravhøje, hvor de underjordiske bor."
De Underjordiske er ofte på banen under konflikter mellem naturen og mennesket - og det er gennemgående, at de har en beskytterrolle i forhold til landskabet, påpeger Rømer.
• Rune Engelbreth Larsen. Læs meget mere om folklorens persongalleri i min kommende bog, ’Mennesker og andre personer': https://alteria.dk/personer/
Læs mere om Lars Rømers forskning online:
• De Underjordiske i bornholmernes underbevidsthed:
https://jyllands-posten.dk/nyviden/ECE11562777/forsker-underjordiske-vaesener-findes-stadig-i-bornholmeres-bevidsthed/
• Krølle-Bølle-forskning er vigtig:
https://videnskab.dk/kultur-samfund/forskere-kroelle-boelle-forskning-er-faktisk-vigtig/
• De Underjordiske beskytter naturen
https://www.tv2bornholm.dk/artikel/de-underjordiske-beskytter-naturen