01/03/2026
WOW - EN STOR MÆRKEDAG FOR MIG I DAG
Sikke en rejse
Måske er det ikke interessant for dig, men jeg har lige opdaget det og vil fejre det, så det gør jeg altså med en mail til alle dem, der har fulgt mig i kort eller i virkelig, virkelig lang tid ❤️
I dag er det præcis 40 år siden (d. 1. marts 1986) jeg som 25 årig åbnede min helsekostforretning i Rudkøbing og startede et helt langt liv som iværksætter og pioner.
Jeg opdagede det helt tilfældigt lige før, da jeg i anden anledning var inde i dansk virksomhedsregister og slå mit cvr nummer op. Det har jeg ikke prøvet før og da jeg så at det netop lige er i dag, hvor det hele startede for 40 års siden - jamen så må det da være noget jeg skal fejre :-)
Inden jeg lavede forretningen, kom jeg jo fra en ungdom med vold og stoffer, selvmordsforsøg og meget lavt selvværd.
Men jeg havde lært, ved at beslutte mig for at stoppe med stoffer og gå fra min kæreste, at når jeg virkelig besluttede mig for noget, så kunne jeg også.
Jeg satte mig for lige der, at bruge mit liv på at finde frem til, hvad nøglen var til netop dette - og at jeg ville lære andre mennesker at kunne gøre det samme.
Indtil jeg blev 25 lavede jeg dog ikke så meget. Jeg havde ikke arbejde. Kun langtidsledigjobs for at beholde min understøttelse (dagpenge hedder det vist i dag)
Så jeg havde ingen erfaring med noget og havde dalret rundt i 5-6 år siden jeg kom ud af den frygtelige situation jeg havde været i. Jeg spillede lidt musik og sejlede med gamle træskibe - og så gik jeg massivt i terapi for at prøve at heale nogle af alle de chok der sad i min krop efter de frygtelige år med overgreb og grov vold.
Jeg havde vidst siden jeg var 8 år at jeg ville skabe mere kærlighed og fred i verden, men var ikke lige kommet til det.
Så blev jeg forelsket og flyttede til Langeland. Men øv, der var ingen helsekostforretning. Jeg ville ikke bo der, hvis der ikke var et sted, hvor jeg kunne købe mad uden gift i.
Så jeg besluttede at lave den forretning selv.
Og så skete der noget
Pludselig stod jeg med en mulighed for at begynde at leve op til min mission om mere kærlighed og fred i verden.
Det var som om noget faldt på plads inde i mig og en kraft og en passion så stor vældede op i mig og har aldrig forladt mig siden.
WOW - jeg kunne gøre en forskel. Og jeg VILLE gøre en forskel.
Jeg startede min helsekostforretning med 0 kroner på lommen, ingen der troede på mig (bortset fra min kommende mand) og en bank, der ikke ville låne mig penge.
Men jeg vidste, at når jeg besluttede mig for noget, så ville det også ske.
Det blev til 4 fantastiske år, hvor min dejlige butik udviklede sig og blev til en butik, som man slet ikke ser mere i dag. Jeg havde nærmest alt i bæredygtig og giftfri version. Dengang havde supermarkeder slet ikke økologiske varer. Det eneste helsekost de havde var en uøkologisk bønnepostej fra Nutana.
I de 4 år fik jeg også min vidunderlige datter og tog en psykoterapeutuddannelse.
Og så var jeg klædt på til at skabe endnu større forandringer i verden.
Jeg solgte forretningen og skabte, sammen med min søster, FuturePace, der var en af pionererne, som bragte NLP uddannelser til Danmark med vores koncept, NLP og integreret udvikling. For for at skabe endnu mere balance, udvikling og fred i verden.
Endelig fandt jeg ud af det: Jeg nørdede, studerede og arbejdede med, hvorfor det nu var, at jeg kunne sætte mål og nå dem og hvad det var, der var hele nøglen til dette. Og jeg opfyldte mit mål om at lære rigtig mange andre mennesker at gøre det.
De sidste 15-20 år har jeg brugt på at udvikle min egen metode og grundlagde TrueLiving Dynamics og Når Ego og Sjæl danser tæt. Kæmpe online forløb, hvor virkelig mange kunne lære at skabe mere fred i sig selv.
Og jeg valgte for et par år siden, at lave en psykospirituel uddannelse, så der er mennesker der kan føre mine metoder videre, når jeg en dag bliver træt.
MEN DET ER IKKE ENDNU 🤩
Nu er jeg på vej til USA med metoderne, da jeg mener at der er rimeligt meget brug for fred derovre.
Sikke en rejse. Og den startede i dag for 40 år siden.
Jeg er så taknemmelig for, at jeg har kunnet skabe de muligheder for mig selv og så mange andre mennesker i mit liv. Hold op hvor er det stort 😍
Så jeg har en fest i dag og fejrer, at jeg har nået alle de mål jeg satte mig dengang og hele vejen igennem livet og stadig er klar til de største.
Min mission om fred i verden har aldrig været vigtigere og selvom jeg er 66 år, så er jeg lige så passioneret og dedikeret, som jeg var dengang for 40 år siden, da jeg besluttede, at nu gik jeg i gang.
Sikke en dejlig dag det er i dag ❤️
Kh Pernille
Ps. HUSK - vi kan så meget mere end vi tror vi kan ❤️