16/04/2020
Hvor blev jeg af?
Hvis du er som folk er flest, er du gået igennem en stor af dit liv uden at mærke så meget. Det kan godt være, at du har mærket ubehag – i form af rastløshed, uro, forvirring, ked-af-det-hed og andre signaler om, at du ikke var helt på plads i dig selv. Men dette har du højt sandsynligt dealet med på en af følgende måder: isoleret dig fra omverdenen, dyrket (ekstremt) meget sport, drukket dig (i hegnet), shoppet (for meget), ledt efter en (kæreste) som ville dulme ubehaget, spist (for meget – eller for lidt), set for meget tv, været (alt) for omsorgsfuld over for andre og glemt dig selv etc. – fyld selv på. Kampe som er blevet ”vundet” ved at overhøre det egentlige budskab. Men før eller siden vil du komme til en korsvej, hvor de gamle strategier ikke længere duer. Du kan ikke længere lægge ”skylden” til ubehaget derude i omverdenen. Du bliver nødt til at tage hånd om det – selv.
Når vrede, angst, misundelse, ked-af-det-hed, modløshed og andre tunge følelser ikke bare forsvinder, så har de i virkeligheden et budskab til dig. Og det er: vend om, stop med at gøre mere af det, som giver dig ubehaget. Men hvad så? Hvad skal man så gøre?
Hvorfor bliver livet lige pludselig svært?
I opvæksten etableres vores ego – den vi (tror) vi er. Egoet (som intet har at gøre med at være egoistisk) har sit udspring i overlevelse. Vi tillægger os alle strategier for at få vores behov dækket, og for at føle os trygge og sete. Disse strategier kan have det med at spænde ben, når vi har levet tilpas længe til, at vi ikke længere blot vil overleve – nu vil vi leve.
Krise på græsk betyder problematisk forandringssituation forbundet med et vendepunkt.
Krise er ikke noget, vi har tid til, synes vi. Den besværliggør alting, måske sender den os til lægen og derefter på langs. Vi siger til os selv: jeg er ikke sådan en, der bukker under…. (fyld selv mere på) og vi tager os (endnu) mere sammen med det til følge, at den bare rammer hårdere næste gang.
Sagen er, at vi er ”blevet væk” for os selv.
Hvordan bliver man væk?
Måske har du været sådan en, som var mere opmærksom på, hvordan andre omkring dig har det end du selv. Måske lærte du at tilsidesætte dine behov, måske var der slet ikke plads til, at du havde nogen? Måske var det nødvendigt i den familie, du voksede op i. Denne strategi har virket indtil nu, og den har hjulpet dig med – at overleve. Men nu kan du ikke længere få det til at fungere, nu vil du også have lov til at være her. Og hvem skal give dig ”lov” til det? Det skal du selv, det kan du nemlig kun selv.
Vejen fra ego til autentisk
Når du erkender, at du ikke længere kan køre på gammelt brændstof, når du endelig (det kan tage tid) erkender, at du ikke magter at kæmpe mere, så giver du slip. Og så står du ude i ingenting. Sådan kan det føles. Ingen af de gamle strategier kan bruges, ikke uden at du narrer dig selv i hvert fald. Idet du giver slip, giver du samtidig dig selv en enestående mulighed for at blive dit autentiske jeg. Den du er inden under dine overlevelsesstrategier. Den du er, når du er dig. Når du ikke skal kæmpe eller flygte, være underdanig eller stivne/forsvinde/gøre dig følelsesløs.
Det er dig inden under – og du har altid været der – men der har ikke været plads til dig.
Når du forlader det velkendte terræn, vil du en tid famle efter nyt land. Denne tid opleves som svær. Hvad skal du gøre, når mere af det velkendte ikke virker? Du skal tage hånd om dig selv, og her er det ofte din mavefornemmelse, en pludselig indskydelse, en fornemmelse, som giver dig det første praj i den rigtige retning. Mærk efter hvad du inderst inde har brug for og handl på det.
Den pludselige indskydelse eller mavefornemmelsen kan have været forbi dig flere gange, men du har overhørt den. Hvorfor?
Livet er komplekst og mangeartet. Skulle vi hver dag forholde os til alt, som var det første gang, vi oplevede eller fornemmede det, ville vi hurtigt køre trætte i vores hoveder af at forholde os på denne intense måde. Så derfor vågner vi hver dag op – ikke til verden, men til vores verden, sådan som vi har arrangeret den inden i vores hjerne. Sådan at den er blevet overskuelig, rimelig forudsigelig og derfor tryg. Men denne forudindtagethed gør ligeledes, at vi har svært ved at følge den lille fornemmelse indeni, som hvisker, at noget kræver en justering, en opbremsning eller en ny vej. For det kræver energi. Og det er besværligt. Det koster – i første omgang. Men vi ved det godt allerinderst inde. Vi ved godt, at hvis vi skal leve tro mod os selv, mod den vi er, så er der ingen vej udenom. Vi skal igennem ”ingenmandsland”. Vi skal bevæge os derud, hvor vi bevidst vælger ikke at lade den gamle matrix være styrende for, hvordan vi møder, opfatter og reagerer på verden.
Nogle gange kan det være rart med følgeskab på vejen.
